Vedtægter
Vedtægter for Randers Amts Historiske Samfund
§ 1
Stk. 1. Samfundets navn er Randers Amts Historiske Samfund (RAHS).
Stk. 2. Samfundet skal arbejde for at fremme og styrke forståelsen af de kultur- og lokalhistoriske værdier i det gamle Randers amt.
§ 2
Stk. 1. Samfundet udgiver en årbog, afholder offentlige foredragsmøder og ekskursioner. Der kan udgives særpublikationer.
Stk. 2. Det stof, der optages i årbogen, skal på en almen forståelig måde behandle emner som nævnt i § 1, stk. 2.
Stk. 3. Alle medlemmer modtager et eksemplar af årbogen.
§ 3
RAHS er medlem af Dansk Historisk Fællesråd (DHF) og Dansk Lokalhistorisk Forening (DLF).
§ 4
Stk. 1. Samfundets regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2. Samfundet kan oprette fonde eller reservere midler på særlige konti til specielle formål, f.eks. til hjælp ved udgivelse af publikationer/bøger.
Stk. 3. Når Samfundet reserverer midler på særlige konti, indgår disse midler ikke i Samfundets ordinære regnskab; men i et særligt regnskab, som aflægges sammen med det ordinære regnskab og til hvilket der henvises i en note til dette. Såvel oprettelse af fonde som reservation af midler på særlige konti kræver vedtagelse på Samfundets generalforsamling, idet generalforsamlingen samtidig, ved en tilføjelse til Samfundets vedtægter skal fastsætte regler for, hvorledes de således udskilte midler må anvendes og hvorledes de skal forvaltes.
Stk. 4. Samfundets regnskab, herunder regnskab over reserverede midler på særlige konti, revideres af 2 på generalforsamlingen valgte revisorer.
§ 4 A
Stk. 1. I henhold til § 4, stk.2 og 3 har Samfundets generalforsamling besluttet at reservere midler til støtte til udgivelse af bøger, kaldet Udgiverfonden.
Stk. 2. Udgiverfondens grundkapital andrager kr. 250.000 ved stiftelsen.
Stk. 3. Udgiverfondens formål er at støtte Randers Amts Historiske Samfunds udgivelser af bøger, som falder ind under Samfundets formålsparagraf.
Stk. 4. Udgiverfondens midler forvaltes og disponeres af Samfundets bestyrelse.
Stk. 5. Førend der af Udgiverfonden kan frigives midler til produktion af bøger, skal der være tilvejebragt en ekstern støtte på mindst 50% af omkostningerne ved bogen. Midlerne kan kun frigives på baggrund af et udgiftsbudget.
Stk. 6. I forbindelse med specielle udgivelser, hvortil der vanskeligt kan skaffes fondsdækning, kan kravet til en ekstern støtte på mindst 50% af omkostningerne fraviges.
Stk. 7. Kun bogudgivelser, hvor produktionsomkostningerne ligger inden for rimelige økonomiske grænser kan opnå støtte, idet der ved vurderingen heraf tages hensyn til markedsanalyse, interesse for udgivelsen og tidligere erfaringer.
Stk. 8. Udgiverfondens midler kan alene investeres i børsnoterede obligationer. Grundkapitalen søges bevaret og reguleret i overensstemmelse med det til enhver tid gældende prisniveau.
§ 4 B
Stk. 1. I henhold til vedtægternes § 4, stk. 2 og 3 har Samfundets generalforsamling besluttet at reservere midler til fremme af lokalhistoriske interesser i overensstemmelse med vedtægternes §1, stk.2, kaldet Lokalfonden.
Stk. 2. Lokalfondens grundkapital andrager kr. 100.000 ved stiftelsen.
Stk. 3. Lokalfondens midler forvaltes og disponeres af Samfundets bestyrelse.
Stk. 4. Lokalfondens midler kan bruges til nødvendige driftsudgifter i forbindelse med Samfundets virksomhed, herunder for eksempel:
- Større anskaffelser til kontoret
- Projekter med EDB, IT
- Medlemsfremstød
- Særlige temadage for bestyrelsen
- Foredrag og aktiviteter af særlig karakter, som ønskes fremmet af bestyrelsen
Stk. 5. Lokalfondens midler kan alene investeres i børsnoterede obligationer. Grundkapitalen søges bevaret og reguleret i overensstemmelse med det til enhver tid gældende prisniveau.
§ 5
Stk. 1. Samfundets højeste myndighed er generalforsamlingen.
Stk. 2. Stemmeret på generalforsamlingen har myndige personer, der har været medlem af samfundet i mindst 3 måneder, og som ikke er i kontingentrestance.
Stk. 3. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Ordinær generalforsamling afholdes i marts måned.
Stk. 5. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, hvis bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 25 medlemmer skriftligt har fremsendt motiveret dagsorden.
Stk. 6. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel ved meddelelse i dagspressen eller ved direkte skriftlig indbydelse til hvert medlem.
Stk. 7. Den ordinære generalforsamling skal mindst have følgende dagsorden:
- Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Kassererens beretning og fremlæggelse af revideret regnskab.
4. Forslag fra bestyrelsen eller medlemmerne.
5. Fastsættelse af kontingent.
6. Valg til bestyrelsen.
a. Der vælges indtil 3 bestyrelsesmedlemmer for en 3-årig periode.
b. Der kan vælges indtil 2 suppleanter, der vælges for en 1-årig periode.
c. Ved ekstraordinær afgang fra bestyrelsen skal der foretages suppleringsvalg.
7. Valg af revisorer.
Der vælges 2 revisorer for en 2-årig periode.
De valgte revisorer afgår skiftevis hvert 2. år.
8. Eventuelt.
Stk. 8. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, fremsendes til RAHS’ adresse senest 30 dage før.
Stk. 9. De på generalforsamlingen behandlede sager afgøres ved simpel stemmeflerhed, se dog § 7 og § 8 om ændring af vedtægter og beslutning om ophør af RAHS.
Stk. 10. Dirigenten afgør med bindende virkning alle spørgsmål angående behandlings- og afstemningsmåder.
Stk. 11. Generalforsamlingens beslutninger refereres og underskrives af generalforsamlingens dirigent og formanden.
§ 6
Stk. 1. RAHS’ ledelse varetages af en bestyrelse på indtil 9 medlemmer valgt for 3-årige perioder. Suppleanterne kan deltage i bestyrelsesarbejdet.
Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og sekretær.
Stk. 3. Bestyrelsen kan vælge en kasserer blandt bestyrelsens medlemmer.
Stk. 4. Bestyrelsen nedsætter følgende permanente udvalg: Forretningsudvalg og redaktionsudvalg. Forretningsudvalget, der består af formand, næstformand og et bestyrelsesmedlem, forestår på bestyrelsens vegne den daglige drift.
Stk. 5. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af andre særlige opgaver og kan udpege kontaktpersoner til samarbejdende udvalg/foreninger/institutioner.
Stk. 6. Bestyrelsen kan antage lønnet medhjælp til samfundets drift.
Stk. 7. Bestyrelsen kan inddrage medarbejdere til løsning af særlige opgaver.
Stk. 8. Bestyrelsen kan udarbejde egen forretningsorden.
§ 7
Stk. 1. Samfundet tegnes udadtil ved underskrift af formanden eller næstformanden og 2 yderligere bestyrelsesmedlemmer i forening. Ved optagelse af lån og ved salg eller pantsætning af fast ejendom tegnes Samfundet af den samlede bestyrelse.
Stk. 2. Der påhviler ikke Samfundets medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler Samfundet.
§ 8
Ændringer i vedtægterne for RAHS kan finde sted, når mindst 5 bestyrelsesmedlemmer stemmer derfor, og en generalforsamling vedtager det, eller når fremsendte ændringsforslag fra 1 eller flere medlemmer vedtages på 2 hinanden følgende generalforsamlinger.
§ 9
Stk. 1. Beslutning om opløsning af RAHS kræver vedtagelse på 2 generalforsamlinger afholdt med mindst 14 dages mellemrum, og at mindst 2/3 af de fremmødte på hver generalforsamling stemmer derfor.
Stk. 2. Ved opløsning af RAHS kan samfundets kassebeholdning, fondsmidler, boglager mv. alene overdrages til almennyttige formål i overensstemmelse med formålsbestemmelserne i § 1, stk. 2. Fordelingen anvises af den siddende bestyrelse og godkendes af den afsluttende generalforsamling.
Stk. 3. Samfundets arkiv tilfalder Randers Stadsarkiv.
—–
Senest ændret den 13. september 2022 (§7 vedr. tegningsret)
Forrige ændring den 7. september 2021
Forrige ændring: 9. marts 2005