Våbennedkastningerne.

”A/S-gruppen” og våbennedkastningerne.

 

Som nævnt var ”A/S-gruppen” en af de få modstandsgrupper, der var involveret i såvel fabriks- og jernbanesabotage som våbenmodtagelser. Denne sidste aktivitet startede i sensommeren 1944, hvor gruppen blev kontaktet af Poul Larsen. Poul Larsen, som gik under dæknavnet ”Kjær” var netop blevet sendt til Randers for at fungere som modstandsbevægelsens byleder. ”A/S-gruppen” blev spurgt, om man var parat til at deltage i videretransport af våbenleverancerne fra engelske fly. Sabotagegruppen bestod som nævnt af tolv mand, hvilket ikke var nok til en hel modstandsgruppe, som helst skulle være på en snes mand. ”A/S-gruppen”  indvilligede i at gå ind i arbejdet med våbenmodtagelser og man fik kontakt med nye folk, der skulle hjælpe på modtagepladsen.

Allerede et par uger efter var gruppen blevet suppleret med det nødvendige antal mænd. Blandt disse var Aksel Thorsen, Mogens Siebel, Arvid Sørensen, brødrene Ib og Arne Dyrby Rasmussen samt Gunnar Pedersen. Desuden indvilligede vognmand Karl Pedersen i at stille sin lastvogn til rådighed ved våbentransporten. Disse deltog i ”A/S-gruppens” våbenmodtagelser, men ikke ved sabotageaktionerne. Efter organiseringen af gruppen som våbenmodtagegruppe fik man deldelt kodeordet ”Lukas” og Kåtrup Hede ved Asferg som modtageplads. D.v.s. ikke langt fra Blicherhede, hvor ”Hvidsten-gruppen” frem til deres arrestation og henrettelser havde opereret. Af yderligere ordre fik ”A/S-gruppen” at vide, at den i tilfælde af, at kodeordet ”Lukas” blev nævnt i radioudsendelser fra den britiske radio BBC, skulle medlemmerne stille på modtagepladsen samme aften mellem klokken 22 og klokken to nat. Gruppens medlemmer og familie var derfor i den følgende tid travlt beskæftiget med klokken seks og klokken ni hver aften at aflytte programmerne fra BBC til Danmark. Her formidledes oplysningerne til de enkelte medtagegrupper i et kodesprog, der kun kendtes af den pågældende gruppe. Det kunne ske i form af kodeord eller mærkelige sætninger som ”soen har fået fire grise” eller ”bageren går til smeden”. Sætninger, som kun havde mening for de modstandsfolk, der kendte koden.

Det varede dog nogen tid, før ”A/S-gruppens” kodeord blev nævnt, men endelig en aften i slutningen af august kom den længe ventede hilsen til ”Lukas” fra BBC i London. Man var klar til, for første gang at skulle deltage i en våbenmodtagelse. På dette tidspunkt havde Aksel allerede været med byleder ”Kjær” ude på modtagepladsen ved Asferg. ”Kjær” havde her orienteret om lokaliteten, herunder den tyske pejlestation, der lå få kilometer fra Kåtrup Hede. Desuden havde han instrueret i, hvorledes lysene skulle placeres, og hvorledes der skulle morses til det engelske fly.

Selve transporten til Kåtrup hede skulle medlemmerne af modtagegruppen selv sørge for, d.v.s den måtte foregå på trædecykel. Desuden fik man fastslået den regel, at kun to måtte køre sammen, og at man så vidt muligt skulle bruge forskellige veje for ikke at vække de tyske patruljers mistanke. Det var endvidere aftalt, at fire fra gruppen skulle ankomme tidligere end de øvrige for at sikre, at der var fri bane. Disse fire skulle desuden fungere som vagtposter. Denne gruppe havde fået instruks om at lade al trafik passere frit, indtil flyet ankom, hvorefter al trafik skulle stoppes, indtil faldskærmene ned våbencontainere var kastet ned og samlet op af den øvrige gruppe. Også af sikkerhedshensyn havde man aftalt et bestemt fløjtesignal, så vagterne kunne kende gruppens medlemmer. Derefter gik man i gang med at opstille lysene, der skulle tændes, når det engelske fly nærmede sig.

”A/S-gruppens” medlemmer var således velforberedte til aktionerne, men til forskel fra sabotagerne kunne man ikke på forhånd vide noget om, hvornår man skulle i aktion. Dette skete med kort tids varsel og skabte en speciel stemning ved aflytningen af BBC. Tito giver følgende stemningsbillede fra en af de fem eller seks nedkastningsaktioner, hvor ”A/S-gruppen”  var aktive i  sidste halvdel af 1944:

”Radioen er stillet ind på frihedssenderen på dansk fra London. Først hører vi det kendte bankesignal, der lyder hver gang, der er udsendelser til os fra England. Først tre korte, så et langt. Denne lyd er kendt i alle besatte lande, som får nyheder fra England på landets eget sprog. Vi er jo alle afskåret fra at få sandfærdige oplysninger i vor hjemlige radio. BBC fortæller, at tyskerne er på stærkt tilbagetog i Rusland, hvor den røde arme går frem på alle frontafsnit. Moralen i den tyske hær er mere og mere nedbrudt. Herhjemme er jernbanelinierne ustandselig sprængt, og al togtrafik er standset i kortere eller længere tid. Fra England forlyder det desuden, at sabotagen i Danmark er særdeles effektiv og giver den tyske værnemagt store problemer. To stikkere meldes likvideret. Derefter så tyskerbandernes mord på to læger i Odense. Det meddeles, at der er udgangsforbud i Randers, og at banen er sprængt, så al togtrafik i øjeblikket er stoppet. Det er rart at høre for os, at vore aktioner giver genlyd helt ovre i England.

Og nu kommer så det vi sidder og venter på, nemlig særmeldingerne og hilsnerne. Der er en hilsen til Agnete, Grethe, Carlo, Jens og ”Lukas”, der var os – altså skal vi ud i aften, hvor der vil komme en sending våben og sprængstof fra England. Herefter cykler vi enkeltvis eller to og to ud til Kvists havehus, hvor de opbevarer vore våben. Her har vi også sprængstof og håndgranater, og alt hvad vi har brug for til de forskellige aktioner. I aften skal vi ikke ud at sprænge hverken banen eller en fabrik. Vi skal ud på pladsen ved Kåtrup hede og være klar, når maskinen fra England kommer med containerne. Månen skinner og nu venter vi bare. Snart kan vi høre den britiske maskine med dens karakteristiske stigende og faldende brummen. Heldigvis, der kommer han lige ind over pladsen. Det aftalte signal blinkes og snart hænger faldskærmene i luften over os. Jo denne gang fandt han os. For vi har nogle gange kunnet høre ham kredse langt over os. Men nu får vi snart et pejleapparat, så det skulle blive mere sikkert at få ham ind over os.

Vi får nu travlt med at samle faldskærmene sammen. De er flotte, med forskellige farver. Derefter skal containerne slæbes væk og dækkes til. Nogle af den er meget tunge, afhængig af, hvad der er i dem, f.eks. er containere med ammunition meget tunge. Alt hvad vi har brug for, får vi tilsendt. Pistoler, karabiner, sprængstof samt detonatorer, lunter eller sprængsnor, som vi også kalder dem.

Det er altid spændende, når vi er ude på pladsen, hvorledes nedkastningen vil forløbe. Nogle gange har den engelske flyver smidt containere fra meget stor højde. Enten fordi piloten er nervøs eller bliver forfulgt af en tysk jager. Når containerne bliver smidt fra stor højde er der altid risiko for, at nogle af faldskærmene bliver drevet ind i skoven, hvor der så er et farligt mas med at få skærmene fri fra træernes grene. Samtidig får gruppens medlemmer maset med at bære de tunge containere langt.”

Efter en sådan våbenmodtagelsesaktion ved Asferg tog gruppen tilbage til Randers i mindre grupper. Allerede den næste dag forestod imidlertid et farligt led i våbenmodtagelserne, nemlig transporten af containere til modstandsbevægelsens lagre i Randers. En del af ”A/S-gruppens” medlemmer deltog i dette arbejde, hvor våbnene og sprængstoffet skulle fordeles til de forskellige depoter i byen. Til selve transporten havde ”A/S-gruppen” fået kontakt med en lokal vognmand, Karl Pedersen, der var villig til at stille sin bil til rådighed for transport af de nedkastede containere. En af Pedersens chauffører Fritz Skipper, deltog også i denne transport. Efter transporten til de enkelte depoter blev våbnene pakket ud for at blive talt og bogført. Det mest almindelige våben i forsendelserne fra England var ”stengun” (en engelsk maskinpistol), ”grengun” (Engelsk rekylgevær), den amerikanske ”Colt”-pistol og ”Gammon” og ”Mills”-håndgranater. De sidste kaldtes p.g.a. formen ”ananas”. Efter udpakningen skulle containerne skaffes af vejen, og de blev som regel kørt ud til nogle moser i nærheden. Faldskærmene kom ind i de tomme containere og blev sammen med containerne sænket ned i mosen.

”A/S-gruppen”  var således ved siden af sabotageaktionerne aktive med våbenmodtagelse og våbentransport. De fleste af våbenmodtagelsesaktionerne forløb uden større problemer, men i enkelte situationer opstod der dog visse problemer. Ved en af afhentningerne af containerne på Kåtrup hede, blev arbejdet således pludselig afbrudt af et jagtselskab. Jægerne blev naturligvis noget forundrede over at se en lastbil og en gruppe mænd i færd med at bakse med de tunge containere. Blandt jægerne var Randers-direktøren Buchtrup, der ejede plantagen, så kan var ekstra vred over, at man således ødelagde jagtmulighederne. ”A/S-gruppen” kunne naturligvis ikke tillade jagtselskabet blot at gå igen, så i stedet blev de bedt om at deltage i arbejdet med at slæbe de tunge containere fra skovbrynet og hen til lastbilen. Navnene på jagtdeltagerne blev derefter noteret, og jægerne fik at vide, at hvis de snakkede til andre om, hvad de havde set, ville de omgående blive likvideret, men eller ville der ikke ske dem noget. Tilsyneladende valgte jagtselskabet den sidste og klogeste løsning.

Som regel blev containerne camoufleret med tørv – og ved en transport blev en forbipasserende interesseret i disse fine tørv. Han rodede til gruppemedlemmernes skræk rundt i dem, men opdagede heldigvis ingenting. Heller ikke tyskerne opdagede de natlige våbennedkastninger på trods af den nærliggende pejlestation. I et enkelt tilfælde måtte nogle af gruppens medlemmer dog gemme sig i grøften, da en tysk patrulje passerede dem, mens de om natten var på vej tilbage til Randers efter en vellykket våbenmodtagelse.

Et stadigt problem var dog de stadige punkteringer under transporten til og fra nedkastningspladsen. Da det i krigens sidste år var helt umuligt at opdrive nye dæk, klagede gruppen sin nød til byleder ”Kjær”. ”Kjær” lovede at undersøge muligheden for at få den næste engelske flytransport til at medbringe nogle cykeldæk. Efter nogle diskussioner blandt gruppens medlemmer fandt man dog ud af, at det nok ikke var nogen god ide, da de nye engelske cykeldæk var for let genkendelige. I stedet valgte man at hjælpe lidt på problemet ved at ”organisere” nogle cykeldæk fra en cykelfabrik i Hospitalsgade.

Cykeltransportproblemet kunne dog også løses på andre måder som f.eks ved denne episode ved forsamlingshuset i Asferg. Aksel fortæller om episoden:

”En aften vi var på vej til pladsen i Asferg, punkterede en af gruppens medlemmer (Tito) udenfor forsamlingshuset. Da der var bal i forsamlingshuset og der stod mange cykler udenfor, byttede vi den punkterede cykel med en af disse og fortsatte så ud til pladsen. Ved midnatstid kom der en mand gående gennem plantagen, mens vi var i fuld gang med våbenmodtagelsen. Vores vagtposter (Regnar og Olaf) råbte ham an, og han fortalte, at han var på vej hjem fra bal i forsamlingshuset. Her var hans cykel blevet stjålet, hvilket han var godt sur i skralden over. Olaf og Regnar var nu klar over, at det var denne mands cykel, vi havde taget ved forsamlingshuset, men kunne af hensyn til hjemtransporten ikke sige det. Manden måtte så gå hjem fra ballet i Asferg efter først at være advaret mod at sige noget om, hvad han havde set.

Cyklen blev dog afleveret og ombyttet igen en uge efter, og det skete på en sjov måde. En af gruppens medlemmer (Kalle) var i biografen og kom til at sidde ved siden af et par unge mennesker fra Asferg. Kalle kunne så forklare vedkommende, at han netop havde set en cykel magen til den de to fra Asferg netop havde beskrevet. Han fortalte stedet, så cyklen kom velbeholdent hjem til sin ejermand i Asferg.”

Nogle af ”A/S-gruppens” medlemmer var også medvirkende til en af de store våbentransporter, der endte negativt, idet våbnene til sidst blev taget af tyskerne. Det drejede sig om en større våbentransport fra det store våbenlager i Bredstrupsgade videre til det øvrige Jylland med skonnerten ”Albatros”. Om denne dristige aktion fortæller Tito, der fungerede som havnevagt under lastningen af skibet:

”Albatros-aktionen beviser, hvad vi havde erfaret mange gange før, at jo dristigere og mere åbenlyst vi arbejdede, jo mindre mistænksomme var tyskerne, og man må jo nok sige, at det var et ualmindeligt frækt nummer, vi havde lavet med dem. I Randers havn lå flere tyske minestrygere til reparation, og som altid var der ved skibene skarp bevogtning. Og hvad gjorde vi? Jo, vi lagde det gode skib ”Albatros” midt mellem minestrygere og begyndte at laste det med våben og ammunition, lige for næsen af de tyske marinevagtposter. Lastningen af skibet tog næsten hele dagen, for der kom mange kasser, hvoraf nogle var meget store. Det drejede sig ikke alene om våben og sprængstof fra vores egen medkastningsplads, men fra andre dele af Jylland også. Den åbenlyse lastning af våben til den jyske modstandsbevægelse gik på et tidspunkt så vidt, at nogle af de tyske vagtposter hjalp til med at bære kasserne.”

Efter at være blevet lastet i Randers afgik ”Albatros” med nogen forsinkelse, der vakte bekymring blandt de lokale modstandsfolk, til Kolding. Herfra skulle våbnene så fordeles til andre modstandsgrupper. Transporten gik udmærket, men i Kolding kiksede det, da der ingen kontaktmand var tilstede. Mandskabet måtte derfor lade som om skibet havde maskinskade for således at kunne få fat i den lokale modstandsbevægelse. Da der var gået et par dage, uden at der skete noget, blev tyskerne mistænksomme og tiltvang sig adgang til skibet. Her fandt man den store våbenlast, der straks blev konfiskeret. Den dristige aktion i Randers havde desværre været forgæves.

Trods uheldet med ”Albatros” gik ”A/S-gruppens” våbenmodtagelser og –transporter uden større uheld frem til det sene efterår 1944. Natten mellem den 31. oktober og 1. november 1944 blev gruppen imidlertid ramt af en vådeskudsulykke, der kostede et medlem af modtagegruppen, Gunnar Pedersen, livet. ”A/S-gruppen” havde haft kontakt med Gunnar Pedersen i nogle måneder, men han havde ikke deltaget i nogen aktion endnu. Gunnar Pedersen, der var politibetjent, var en af de få politifolk, der tilsluttede sig modstandsbevægelsen før politiet blev taget den 19. september. Gunnar Pedersen havde med sin uniform været en udmærket partner for de øvrige, når de skulle bevæge sig rundt i Randers, f.eks. når man skulle flytte våben fra et depot til et andet.

Om aftenen den 31. oktober skulle Gunnar Pedersen deltage i sin første nedkastningsaktion ved Kåtrup hede. Han mødtes med et par af de andre i Kvists havehus i Helsted, hvor gruppen som nævnt havde et af sine depoter. Her fik Gunnar Pedersen udleveret en engelsk ”stengun”, men da han svingede den over skulderen hoppede remmen af. Derefter faldt maskinpistolen på gulvet med kolben først, hvorved der udløstes skud, som gik op igennem Gunnar. De andre tilstedeværende troede i første omgang ikke, at skuddet var så alvorligt. Man skyndte sig dog at tilkalde Falck, hvorefter man transporterede Gunnar væk fra havehuset, der under ingen omstændigheder måtte røbes som skjulested og våbendepot.

Falck-folkene fik ved ankomsten at vide, at de skulle forklare, at Gunnar var fundet på Flintebjerg Allé for at forhindre, at tyskerne fik kendskab til skjulestedet. Kort efter ankomsten til Randers sygehus døde Gunnar Pedersen, og de kammerater, der havde fulgt med måtte nu tage ud til nedkastningsstedet ved Asferg og fortælle om den tragiske ulykke til resten af gruppen, der allerede var ankommet til pladsen. Efter besættelsen blev der på politistationen i Randers opsat en mindeplade over Gunnar Pedersen, som en af de politifolk, som først tog aktiv del i modstandskampen. Efter befrielsen blev Gunnar Pedersen gravsat i Mindelunden på Nordre Kirkegård sammen med Kaj Hoff, der var dræbt af tyskerne i 1943 og den canadiske pilot Bradley, hvis maskine tyskerne havde skudt ned over Kattegat.

 

Menu for A/S-Gruppen
1. Randers i de første besæt. år	6. Våbennedkastningerne
2. A/S-Gruppens første fase	7. Slutspil i november 1944
3. Dannelsen af gruppen	8. Sprængningen
4. Forår 44	9. På vej mod befrielsen
5. A/S-Gruppen i aktion	10. Efterskrift