TYSKE FLYGTNINGE

Flygtningelejre og flygtningekirkegård ved Tirstrup Flyveplads

12. januar 1945 indledte den sovjetiske hær stormløbet mod den tyske Østfront, og i løbet af fire måneder stod den røde hær i Berlin. Foran de sovjetiske hære flygtede den tyske befolkning fra Vestpreussen, Østpreussen og Pommern. 14 millioner tog flugten. Af dem omkom to millioner undervejs. 238.000 af de flygtende tyskere kom til Danmark, der endnu var besat.

Den tyske besættelsesmagt indkvarterede dem i tyske lejre og lazaretter og i beslaglagte danske bygninger.2000-3000 af de tyske flygtninge endte på Djursland. Skoler, ferielejre, forsamlingshuse, kroer og  badehoteller overalt på halvøen blev beslaglagt til at huse dem.

Efter befrielsen overtog de danske myndigheder de tyske flygtninge. Der blev oprettet store baraklejre til at huse dem, så man i løbet af sommeren 1945 kunne frigøre skoler, forsamlingshuse etc. til eget brug. Der oprettedes hele ”barakbyer” af tilsendte svenske barakker. Derudover oprettedes lejrene især de steder, som besættelsesmagten havde forladt, på Djursland således Tirstrup Flyveplads. Her blev der på og ved flyvepladsen indrettet tre lejre: dels i Stabrand by i faste bygninger, dels i Graaske og Tirstrup i barakker. De tre lejre var beregnet til i alt 1500 flygtninge, men i 1946 opgives det, at der er 1300 indkvarteret i Graaskelejren, 1000 i Tirstrup og 730 i Stabrand. Altså dobbelt belægning.

Bevogtningen af flygtningene blev straks efter befrielsen overtaget af modstandsbevægelsen, men hurtigt derefter af C.B., Civilbeskyttelsen, en forløber for Civilforsvaret. I løbet af efteråret 1945 overgik bevogtningen til det danske militær.

Det var forbudt danskerne at pleje omgang med flygtningene. Dels frygtede man sygdomme, dels ville man sikre sig, at flygtningene forlod landet, så snart det var muligt. Der var pigtrådshegn omkring lejrene, og al ind- og udkørsel kontrolleredes strengt. Om end ikke strengere end at der kendes en del tilfælde, hvor der ”fraterniseredes” mellem danske og tyske – der var jo dansk bevogtningsmandskab og nødvendige dansk-tyske forbindelser til at klare de mange praktiske problemer, der var eller opstod.

Sundhedstilstanden i lejrene var ofte fortvivlende. Halvdelen af flygtningene var kvinder, den anden halvdel dels børn, dels ældre mænd. De var alle svækkede efter uhyrlige oplevelser under flugten, og mange var traumatiserede. Børnene var underernærede, ofte fra fødslen på grund af mødrenes manglende muligheder for at skaffe ordentlig mad under graviditeten. De tætpakkede lejre og de nødtørftige fødevarerationer gjorde ikke situationen lettere.

Danskernes behandling af flygtningene er et kontroversielt emne. Under besættelsen ”forbød” modstandsbevægelsen danske læger at behandle syge flygtninge, og efter befrielsen var viljen til at tage sig af flygtningene ikke lige stor overalt. Det hed sig, at flygtningene skulle have en ”nødtørftig” og ”ansvarlig” forsørgelse, men ”de måtte ikke have det for godt”, da de ikke måtte fristes til at blive i Danmark – ligheden med nutidens debat om asylansøgeres vilkår er svær at komme udenom. Dødeligheden i lejrene var stor, og i begyndelsen af 1946 indviede pastor Meidahl fra Tirstrup en særlig kirkegård for flygtningene. Her blev der efterhånden begravet 54 flygtninge og tyske soldater. Kirkegården lå i den østlige ende af flyvepladsens område og blev passet af graveren fra Tirstrup kirke.

I løbet af 1946 var man ved at have nye store flygtningelejre klar, bl. a. en lejr til 35.000 flygtninge i Oksbøl. De 1100 lejre og indkvarteringssteder ved befrielsen var pr. 1. januar 1947 reduceret til 90. I november 1946 begyndte desuden ”hjemsendelsen” af flygtningene så småt – i citationstegn, for ingen af flygtningene havde noget hjem at vende tilbage til, de havde mistet alt. De sidste flygtninge forlod Danmark i februar 1949.

En enkelt af Graaske-lejrens barakkers skæbne er kendt. Den blev købt af Ebeltoft Sommerfest Komité og opsat på den gamle festplads i Ebeltoft. Her blev den til den populære restaurant og dansesal ”Pavillonen” – i dag ”Kulturministeriet”.

I 1962 blev der indgået en aftale mellem Danmark og Vesttyskland om samling af de mange små tyske flygtninge- og soldaterkirkegårde i Danmark til 34 større, som unge tyske frivillige siden har vedligeholdt. De 54 grave i Tirstrup blev i 1967 flyttet til Grove ved Karup, hvor flygtningekirkegården i dag rummer 1119 flygtningegrave og 175 tyske soldatergrave. Der er i dag intet spor tilbage af flygtningekirkegården i Tirstrup.

 

Skrevet af Vilfred Friborg Hansen til DjurslandsPosten 11. marts 2014