Slutspil i november 1944

”A/S-gruppen”: Slutspil i november 1944

Tragedien med Gunnar Pedersen var imidlertid ikke den eneste, der ramte gruppen og dens medlemmer. I midten af oktober var Aksels kone død på Hobrovejens Sygehus efter at have født en søn. Det havde ikke været meget Aksel og hans kone havde set til hinanden i denne tid, hvor Aksel ustandselig måtte skifte bopæl for ikke at blive taget af tyskerne. Denne evige rædsel for Gestapo ramte også Aksels kone, der under og efter den vanskelige fødsel skreg af angst for, at tyskerne skulle komme og tage barnet. Ved beskeden om tragedien gik Aksel da også amok og ville personligt tage ud og hævne sig på tyskerne. De andre i gruppen fik ham med magt beroliget, så han ikke skulle sætte sit liv på spil i dette anfald af dyb sorg og raseri. Gruppen sikrede også, at Aksel kunne deltage i begravelsen på Vorup kirkegård, hvor gruppens medlemmer holdt vagt, mens begravelsen stod på. Aksels forældre tog sig af den nyfødte dreng, som Aksel, der var under jorden, ingen mulighed havde for at passe.

Disse tragedier var prisen, der blev betalt for deltagelsen i modstandskampen. Selv om prisen var høj, fik det dog ikke gruppens medlemmer til at give op. Tværtimod blev oktober og november 1944 præget af stadig større aktivitet mod tyskerne. Det gjaldt våbenmodtagelser og transport, men også jernbane- og fabrikssabotage. I oktober saboterede gruppen således entreprenør Carlsens store lagerbygning på Gammel Hobrovej. Hos entreprenøren, der arbejdede for tyskerne, anbragte gruppen om aftenen den 7. oktober seks bomber, der blev bragt til eksplosion en for en i købet af natten. Bombeeksplosionen ødelagde fuldstændig lagerbygningens inventar, ligesom en smedje blev totalt ødelagt. Desuden, som det hedder i avisen dagen efter,  ”en uerstattelig drejebænk og flere andre maskiner, der ikke i øjeblikket lader sig anskaffe”. Og avisen fortsætter med ”i øvrigt indeholdt lageret så godt som alt, hvad der hører til et moderne entreprenørfirma af biler og pumpeanlæg o.s.v. Blandt andet blev en stor vejtromle og flere cementblandemaskiner fuldstændig splittet af”: Det var derfor noget overraskende, at entreprenør Carlsen til avisen kunne udtale, at ”eksplosionerne ikke ville få større indflydelse på firmaets forskellige arbejder”. Det ville vel også være svært for en værnemager at indrømme sabotagens effektivitet.

Tidspunktet for sabotagen mod entreprenør Carlsen var ikke tilfældigt valgt. Det var ”A/S-gruppens” fødselsdagshilsen til den ny byleder i Randers ”Dahl” alias kaptajn W. Lonsdale, der natten mellem den 7. og 8. oktober gik ind i sit 40. år. Ved sabotagen på Gammel Hobrovej løste gruppen også et nyt problem med virksomhedens sabotagevagter. Disse var i dette tilfælde to velvoksne og glubske schæferhunde. Disse blev imidlertid pacificeret af Kvist, der var en stor hundeven. Med kødben og beroligende ord fik de andre i gruppen god tid i fred og ro til at placere bomberne.

I november fortsatte ”A/S-gruppen” sine aktioner på trods af Gunnar Pedersens tragiske død på månedens første dag. Samtidig steg uroen i modstandsbevægelsen i Randers, fordi man følte, at der var noget i gære. Aksel understregede gang på gang overfor gruppens medlemmer, at de skulle passe meget på, hvad de sagde og gjorde, da tyskerne tilsyneladende planlagde en større aktion overfor modstandsbevægelsen. Også den illegale presse i byen advarede alle om at passe særlig på, da Gestapo havde haft usædvanlig travlt i Østjylland. Samtidig kunne ”Den Tredie Front” meddele, at hotel ”Westend” var blevet optaget af 30-35 Gestapofolk, der skulle have fast station i Randers. Men krigen var gået ind i sin afgørende fase, så det var ikke tiden at indstille aktionerne mod den tyske værnemagt.

”A/S-gruppen” planlagde derfor en række jernbane- og fabrikssabotager, der skulle løbe af stabelen i løbet af november. Første led i denne plan var to jernbanesabotager, der skulle foregå samtidig den 13. november. Planen var, at hovedparten af gruppen skulle sprænge vandtårnet på jernbaneterrænet i luften. Det ville forhindre damplokomotiverne i at få fyldt vand på og derfor standse togdriften i en længere periode. Desværre gik det ikke helt som planlagt. Godt nok fik man placeret bomberne uden at blive opdaget, men vandtårnet, der var lavet af solidt tømmer, blev stående uskadt ved eksplosionen, der til gengæld forårsagede knuste ruder i de omkringliggende boligkvarterer.

Derimod havde gruppen mere held med den anden del af planen. Det var Olaf, Regnar og Tage, der havde fået til opgave at sprænge jernbanelinjen mellem Ryomgård og Randers. Om gruppens jernbanesabotage beretter Olaf:

”Den 13. november 1944 var gruppen igen i aktion. Denne gang gjaldt det vandtårnet på Banegården og banesprængninger af Randers-Ryomgårdlinjen. Og mens de fleste gruppemedlemmer drog af sted mod vandtårnet, cyklede Regnar, Tage og jeg mod Romalt medbringende bomber. Vi valgte strækningen ved Romalt Skov, for hvis en eventuel tysk patrulje skulle komme forbi, var stedet godt for et hurtigt tilbagetog gennem skoven., Klokken ca. 23 passerede aftenens sidste tog fra Ryomgård, og så havde vi frit spil. Vi anbragte ca. 10 bomber med forskellig sprængningstidspunkt. Med vilje lod vi bomben sprænge sidst, da vi regnede med, at reparationstoget fra Randers så forhåbentlig ville komme til at sidde fast.

Mens vi udlagde bomberne, ventede vi spændt på at høre braget fra vandtårnet i Randers. Kort efter kom det store drøn fra kammeraterne, og da vi selv var færdige med at udlægge bomber, så cyklede vi hver til sit. Da jeg kom hjem og var ved at sætte min cykel ind i skuret, kom det første brag fra vores bomber, og sprængningerne fortsatte helt hen på morgenstunden.

Næste dag i middagspausen på ”Strømmen” cyklede Tage og jeg ud af Engvejen langs banen og kunne konstatere, at banefolkene arbejdede for fuldt tryk for at udbedre skaderne. Samtidig kunne vi se, at vores plan med raparationstoget var lykkedes, da det nu var afskåret. Sprængningen af Randers-Ryomgård-linjen var vigtig, fordi tyskerne brugte Århus-Ryomgård-Randers til deres transporter, når den jyske længdebane mellem Randers og Århus var afbrudt. Samtidig fungerede linjen som transportbane for de mange arbejdere til Tirstrup Flyveplads, der var overtaget af tyskerne. Men denne morgen måtte tyskerne undvære en del af deres danske håndlangere.”

Knap en uge senere fulgte to dristige aktioner mod ”C.J. Søndergaards Cementvarefabrik” på hjørnet af Vester Altanvej og Prins Christiansgade. Den første sabotage gik ikke helt efter planen, hvorfor man vendte tilbage dagen efter. I ”Randers Dagblad” kunne man dagen efter den sidste sabotage læse følgende beskrivelse af aktionen:

”To bombeeksplosioner i Prins Christiansgade. Både natten til lørdag og i aftes var der anbragt en bombe i murermester Søndergaards Cementvarefabrik.

Lørdag aften ved 11.30-tiden hørtes over den vestlige og nordlige bydel et voldsomt brag, hvilket viste sig at stamme fra en bombe, der var eksploderet i murermester Søndergaards Cementvarefabrik, Vester Altanvej 18, på hjørnet af  Vester Altanvej og Prins Christiansgade. Ved eksplosionen ødelagdes en stor ny blandemaskine, der var anskaffet i stedet for den, der ødelagdes ved bombeeksplosionen i sidste måned. Der knustes en del ruder i bygningen, der også på anden  måde tog skade, men skaden var dog forholdsvis begrænset. I aftes ved 17.30-tiden begyndte imidlertid forskellige steder i Prins Christiansgade et voldsomt skyderi, der hørtes viden om. Samtidig råbte de skydende, der var maskerede unge mænd, til folk på gaden, at de skulle se at komme bort i en fart, for der skete snart noget. Folk søgte hurtigst muligt ly i gadedøre og porte, idet revolvermændene sigtede på alle, der ikke parerede ordre, og et øjeblik efter lød en voldsom eksplosion, der knuste en mængde ruder i ejendomme i Prins Christiansgade, på Vester Altanvej og i Pontoppidansgade. Eksplosionen viste sig at stamme fra en ny bombe, der havde været anbragt i Søndergaards Cementvarefabrik. Ved eksplosionen tog Cementvarefabrikken på ny en hel del skade, så den nu må betragtes som værende ødelagt. Efter eksplosionen råbte de bevæbnede unge mænd til folk, at nu skete der ikke mere, hvorpå de forsvandt i mørket.”

Få dage efter de vellykkede sabotager mod ”Søndergaards Cementfabrik” fulgte den store sabotage mod ”Randers Tandhjulsfabrik” i Vestergrave. Denne aktion skulle vise sig at blive ”A/S-gruppens” sidste sabotage før Gestapo slog til natten mellem den 28. Og 29. november. ”Randers Tandhjulsfabrik” havde som tidligere nævnt været mål for sabotage allerede i 1943, hvor Aksel havde deltaget i aktionen, men i løbet af 1944 havde virksomheden genoptaget produktionen af tandhjul til den tyske værnemagt. Aksel havde derfor spurgt modstandsbevægelsens byledelse, om ”A/S-gruppen” ikke skulle slå til igen, og gruppen fik byleder ”Dahls” accept af planerne.

Sabotage mod ”Randers Tandhjulsfabrik” var  imidlertid ikke ganske ukompliceret. Således var bevogtningen af virksomheden forstærket efter aktionen året før. Det ville derfor være meget vanskeligt og risikabelt at foretage aktionen om natten, da adskillige glubske vagthunde først skulle sættes ud af spillet. Efter flere planlægningsmøder blev det så besluttet at ændre tidspunktet til tidligt om morgen umiddelbart før arbejdstids begyndelse. Gruppen havde fået oplyst, at folkene på fabrikken begyndte klokken halv syv om morgenen, og at værkføreren som regel mødte tyve minutter før. Det blev derfor besluttet at møde op på samme tidspunkt som værkføreren, der så skulle tvinges til at få vagthundene til at holde sig i ro. Samtidig blev det besluttet at lave sabotagen så omfattende, at der een gang for alle blev sat en stopper for ”Randers Tandhjulsfabriks” værnemagervirksomhed.

Til dette formål blev der lavet ikke mindre end atten bomber, der skulle forbindes med en ca. 100 meter lang ”Kortex-sprænglunte”. De mange bomber og den lange rulle ”Kortex” krævede en speciel camouflage, da man samtidig skulle medbringe pistoler, håndgranater og maskinpistoler. Om dette forspil til sabotagen mod ”Randers Tandhjulsfabrik” bereter Olaf:

”En af de sabotageaktioner, som jeg bedst erindrer, er den vellykkede sabotage mod ”Randers Tandhjulsfabrik”. Vi var et par dage i forvejen blevet varskoet om aktionen, der skulle finde sted om morgenen den 23. november 1944 klokken ca. 6. Det var et problem for mit at komme hjemmefra klokken 5 om morgenen, for mine forældre anede intet om mit illegale arbejde, og normalt mødte jeg på ”Strømmen” klokken 7. Jeg måtte derfor digte en historie om, at jeg skulle med min svend fra ”Strømmen” ud på kødfoderfabrikken ”Kronjyden” til noget reparationsarbejde inden normal arbejdstid begyndte. Min forklaring blev godtaget af mine forældre, og jeg blev vækket af min mor. Herefter cyklede jeg ind til Aksels forældres lejlighed i Nygade for at blive bevæbnet med en maskinpistol. Herefter gik gruppen to og to ned mod Tandhjulsfabrikken medbringende bomber, lunter o.s.v.”

Transporten af bomber, våben og sprænglunte gennem den indre by i Randers gik smertefrit, idet tidspunktet faldt sammen med arbejdstids begyndelse for en del af byens virksomheder, så gaderne var fyldte med folk på vej til arbejde. Efter at gruppen havde placeret vagtposter omkring fabrikken i Jordsmonnet og Vestergrave, afbrød man telefonen op til direktør Jensen, der boede på fabrikken. Man var således sikker på, at han ikke kunne komme i telefonisk kontakt med Gestapo, hvis han skulle fatte mistanke. Derefter gemte en 7-8 man sig i et par porte ved siden af, mens en enkelt stillede sig ved selve porten til fabrikken. Da værkføreren kom til det forventede tidspunkt, blev han spurgt om han havde nøglen til fabrikken. Da han svarede bekræftende, sagde ”A/S-gruppens” mand: ”Så går vi ind på fabrikken” og pegede på værkføreren med sin pistol. Derefter gik de ind på fabrikken, hvor værkføreren fik besked om at få vagthundene til at tie stille og starte maskinerne som han plejede.

Da hundenes gøen var døet hen og lyden fra maskinerne var begyndt, vidste gruppen udenfor, at alt var i orden, og man begyndte at montere bomberne på hver enkelt af maskinerne i fabrikken for at sikre, at produktionen blev totalt standset. Om det videre forløb fortæller Aksel:

”Lidt efter lidt kom arbejderne til fabrikken. De blev straks holdt op af vagterne fra gruppen, så snart de nåede porten. Derefter blev de ført over i et lokale på fabrikken, hvor de kunne holdes samlet uden risiko. Værkføreren havde som nævnt startet alle maskinerne, da han ankom. Efterhånden som tiden gik, blev han dog bekymret over, at maskinerne skulle brænde sammen, så han spurgte om han ikke måtte slukke, da de ville blive ødelagt, hvis de fik lov til at køre ubetjent. Hertil svarede vi naturligvis, at det spillede ingen rolle, for de ville alligevel alle sammen være ubrugelige om et øjeblik.

Efter placeringen af bomberne forestod det vanskeligste arbejde, nemlig placeringen af kablet, der skulle forbinde bomberne, således at alle bomberne sprang på samme tid. Vi skulle især passe på, at kablet ikke krydsede sig selv, da det ville afbryde forbindelsen til de øvrige bomber. Da bomberne var monteret og kablet på plads og alt klar til eksplosionen, blev arbejderne vist ud i gården, hvorved der opstod en del støj, der vækkede direktør Jensen. Der blev tændt lys i hans vindue, og han selv og konen kikkede ned i gården fra deres soveværelsesvindue. Jeg råbte til dem om hurtigst muligt at forsvinde, da fabrikken ville springe i luften om to minutter. Da de tilsyneladende ikke forstod, hvad jeg sagde, affyrede jeg to skræmmeskud gennem vinduet ved siden af, og straks forsvandt parret.”

Samtidig var vagtposterne i gang med at advare beboerne i nærheden om sabotageaktionen, f.eks. var det Olafs opgave at varsko beboerne i de lave huse ved Provstegyde og bede dem om at gå hen mod Storegade. Her ville de være i sikkerhed for sprængstykker, glassplinter og murbrokker. Det lykkedes da også hurtigt at få folk til at rette sig efter opfordringen mere eller mindre frivilligt. Til sidst ringede man til Vagtværnet og bad Vagtværkets folk om øjeblikkeligt at afspærre Vestergrave og Jordsmonnet, da ”Randers Tandhjulsfabrik” ville springe i luften om få minutter. Herefter begav ”A/S-gruppens” medlemmer sig enkeltvis eller to og to tilbage til Nygade for at aflevere våbnene og kort drøfte aktionen. Kort efter ankomsten hertil hørtes to store detonationer fra bomberne på Tandhjulsfabrikken. Flere fra gruppen kunne herefter fortsætte umiddelbart fra sabotageaktionen til deres arbejde, f.eks. folkene fra ”Strømmen”, der lige akkurat kunne nå på arbejde til klokken 7. F.eks. Olaf, der nåede arbejdspladsen til tiden, var tilfreds med resultatet. Olaf fortæller videre:

”I min middagspause cyklede jeg ned for at besigtige sabotageaktionens resultat, og det var virkelig flot. Selvfølgelig var en mængde ruder knust i naboejendommen, men det var jo venteligt med to så store eksplosioner. Jeg tror virkelig, at mellem alle gruppens sabotageaktioner var Tandhjulsfabrikken den mest vellykkede.”

Dette indtryk bekræftes helt af avisomtalen i den lokale presse, hvor det bl.a. hed:

”Tidligt i morges er Randers Tandhjulsfabrik i Vestergrave blevet lagt fuldstændig i ruiner ved en række bombeeksplosioner, der kunne høres over hele Randers. Hele den to-etagers fabriksbygning sank sammen som et korthus. Hundreder af ruder knustes i de omliggende ejendomme, men ingen mennesker kom til skade ved bombeeksplosionerne… Ødelæggelsen af fabrikken var total. Den styrtede sammen med et voldsomt brag og blev forvandlet til en kæmpemæssig ruindynge. Der findes ikke mange kvadratmeter hel mureflade tilbage, og mellem murbrokkerne rager forvredne dele af de ødelagte maskiner frem. Efter braget fra bombeeksplosionerne fulgte lyden af klirrende glas. Der var blevet knust talrige ruder i Vestergrave, Provstegyden, Middelgade og Aoptekerstræde. Også adskillige butiksruder blev knust ved det voldsomme lufttryk.”

Således var aktionen helt igennem vellykket. Dog var Tage noget betænkelig ved, at en af lærlingene på Tandhjulsfabrikken tilsyneladende havde genkendt ham. Efter samtaler med Olaf og Regnar blev de enige om at spørge Aksel til råds. I frokostpausen tog Tage så hen til Aksel, der efter nogle overvejelser mente, at det eneste, der kunne gøres var at tage hen til lærlingen og bede ham holde kæft. Det gjorde Tage så om aftenen, og vedkommende lovede ikke at sige noget. Men det var altid farligt at blive kendt af andre end gruppens medlemmer. Da for meget snak let kunne opsnappes af de mange tyskervenlige meddelere, d.v.s. stikkere, der befandt sig i Randers. Det synes dog ikke at være denne episode, der var anledningen til sprængningen af ”A/S-gruppen” få dage efter. Gestapo havde åbenbart planlagt en sådan aktion gennem længere tid.

 

Menu for A/S-Gruppen
1. Randers i de første besæt. år	6. Våbennedkastningerne
2. A/S-Gruppens første fase	7. Slutspil i november 1944
3. Dannelsen af gruppen	8. Sprængningen
4. Forår 44	9. På vej mod befrielsen
5. A/S-Gruppen i aktion	10. Efterskrift