På vej mod befrielsen

På vej mod befrielsen

For de arresterede medlemmer af ”A/S-gruppen” blev første stop på vejen til koncentrationslejren Neuengamme som nævnt arresten og politigården i Århus. Der blev især Aron udsat for fortsatte voldelige forhør. Denne behandling skyldtes dels, at Aron var kendt som kommunist, dels at Gestapo havde fundet våben og sprængstof hos Aron i forbindelse med arrestationen. Disse forhør viser bedre end noget andet nazismens afstumpethed og brutalitet, der var fælles for både danske som tyske nazister. Aron fortæller:

”Jeg kom straks i forhør på politigården, og det varede hele dagen og natten med. Der var forskellige forhørsledere, og det var ikke blide metoder, der blev taget i anvendelse. Der sad en stor ”gorilla” i en gyngestol uden at mæle et ord. Han sad og daskede sig på støvlerne med en nihalet kat. Jeg troede, at han var tysker, men da forhørslederen sagde, at de ingen vegne kom med mig, kom der liv i ham. Han hvæsede på dansk til mig, at jeg nu var overladt til ham. Han slæbte mig derefter ovenpå i torturkammeret, hvor mine hænder blev sammensnørede med benene og derefter hængt op under loftet. Derefter tog ”gorillaen” fat med sin pisk. Han slog og slog af alle kræfter, og det var tydeligt at se, at han nød det. Mit hoved hængte nedad, så jeg kunne se svinets blankpudsede støvler. Han stod med skrævende ben og lagde mere og mere kraft i slagene, bare fordi jeg var dum nok til at tie stille og bide tænderne sammen. Men til sidst kunne jeg ikke udstå smerterne mere, og gav nogle klagende lyde fra mig. Jeg havde på fornemmelsen, at min hud efterhånden hang i laser. Slagene blev nu mindre voldsomme, og de spurgte om jeg havde fået nok og ville fortælle, hvem jeg kendte af modstandsfolk i Randers. Jeg blev så taget ned fra krogen i loftet og anbragt på en stol, og så begyndte de at forhøre igen. Nu var jeg i den for så vidt heldige situation, at jeg ikke vidste hvor ret mange af sabotage- og nedkastningsgruppernes medlemmer boede. Jeg spekulerede så på, hvem der var rejst til Sverige og som var i sikkerhed, eller hvem der var taget længe før. Jeg husker, at jeg nævnede ingeniør Bach, der var i sikkerhed i Sverige og Christian Pedersen, der havde siddet i Kz-lejr i over et år.

Hvor længe forhørene blev ved, kan jeg ikke huske. Efterhånden var jeg i en sådan tilstand, at jeg ikke længere kunne koncentrere mig om hverken tid eller sted. Jeg var efterhånden ligeglad med at de slog mig ihjel, Jeg var så ør i hovedet og så træt, at det eneste jeg ønskede var at lægge mig ned og dø og glemme det hele. Men de var ikke færdige med mig endnu. Jeg blev læsset ind i en bil og kørt tilbage til Randers. Jeg sad fastklemt mellem to kraftige Gestapomænd, men hvad vi skulle i Randers er                                                                                                                    fortsat en gåde for mig. De kørte rundt i byen med mig. Og en gang imellem blev jeg hevet ud af bilen og spurgt om jeg kendte stedet, og hvad jeg havde lavet der. Jeg husker vi var i Prins Christiansgade og Rådhusstræde, men vi foretog os intet, men stod bare og gloede.

Til sidst endte vi oppe på kasernen i Thorsgade, hvor jeg blev slæbt ned i kælderen og her troppede både Gestapo og militærpersoner op. Til at begynde med troede de tilstedeværende, at jeg var faldskærmsmænd, fordi jeg havde en amerikansk pjækkert på og engelske militærsokker. Nogle af dem begyndte at tale engelsk til mig, men de blev nu hurtigt revet ud af deres vildfarelse, da mit engelske ikke var særlig flydende. Men nu begyndte forhørene igen. Hvad de spurgte om, kan jeg ikke huske. En af de uniformerede – det har vel været en SS-er – blev så rasende på mig, at han slæbte mig hen til muren. Her fik han mig stablet på benene, hvorefter han tog fat i løbet på en riffel og bearbejdede mine ribben fra alle vinkler og kanter. Så stak han mig med geværet over hele kroppen, og det gjorde nederdrægtigt ondt, da jeg allerede var godt øm over det hele. Så prøvede jeg tricket igen med at falde om på gulvet, men den gik heller ikke her, da de hurtigt hev mig op igen. Derefter tog fyren fat i mit hår og dunkede mit hoved mod muren. Han blev ved og ved, alt imens fråde og savl stod ham ud af munden.

Hvordan kunne det gå til, at et land som Tyskland, der har fostret så mange lærde humanister, digtere, musikere, en Goethe, en Schiller og sociale genier som Karl Marx og Friedrich Engels og mange andre, kunne blive et land af sadister. Et folk, der kunne begejstres over et individ som Hitler og hans slæng. Men der var da heldigvis også et andet Tyskland. Et Tyskland, der modsatte sig det nazistiske bøddelregime. Mange af disse tyskere, kommunister, socialdemokrater og fagforeningsfolk, der var kendte, blev arresteret og endte i KZ-lejr. Andre arbejdede illegalt.

Men de tyskere, der havde mig under behandling hin dag i kælderen på Thorsgade kaserne, hørte med en enkelt undtagelse, til de værste bærme. Men de danskere, der var i nazisternes vold, var ikke bedre. Der var bl.a. på Thorsgade kaserne en dansk tolk, der hed Johnny Nielsen, en rigtig sadist. Han slog, når han fandt anledning til det. Jeg husker således under et andet forhør, at han skulle til at lange mig en ordentlig en. Men jeg havde jo håndjern på, og dem fik jeg op foran ansigtet, så han i stedet ramte modhagerne på håndjernene og rev sine knoer til blods. Johnny Nielsen blev senere likvideret. Under forhørene blev jeg ustandseligt spurgt om de aktioner, hvor jeg havde været med. På et tidspunkt spurgte de, om det nu var det hele, hvortil  jeg lettet svarede ja, da jeg håbede det hele nu var overstået. Men i stedet fik jeg et slag over munden, så jeg røg ned af stolen, mens forhørslederen råbte: ”Hvad så med aktionen mod murermester Søndergaard? Der var du jo også med!”

Pludselig kom en Gestapomand ind fra lokalet ved siden af. Hans ansigt strålede, da han kunne meddele den for tyskerne glade nyhed, at ”Albatros” med våben og ammunition var taget i Kolding. Han gik hen til mig og sagde: ”Nå, var det ikke et godt kup, lille Stalin. Hvad har du at sige til det?” Jeg kunne ikke sige noget, da jeg var helt chokeret, samtidig med at jeg spekulerede på, hvordan det kunne være gået til. Hele vort nedkastningsarbejde i de sidste måneder synes spildt. Jeg blev derefter spurgt ud om ”Albatros”, men havde heldigvis ikke som nogle af kammeraterne fra ”A/S-gruppen” været med til at laste den. Så jeg vidste heldigvis meget lidt om aktionen.

Forhøret af mig sluttede som sædvanlig hen på aftenen. Ved midnatstid blev der indsat en mand i min celle. Hvad det var for en fyr ved jeg ikke, men jeg blev lidt mistænksom, da han sagde, at han havde en aftale om, at han skulle have et bad. Hertil svarede vagten dog, at det ikke var noget hotel. Jeg blev aldrig klar over, om han var sat ind i cellen for at udspionere mig, men jeg fik antipati for ham, for om dagen gik han op og ned af gulvet og talte tysk. Jeg bad ham holde op, da det ikke var til at holde ud at høre på. I stedet gav vi os til at spille dam på gulvet. Vi lavede firkanter af sæben, og så fandt vi nogle småmønter til brikker. Efter nogle dage blev han fjernet fra cellen.

Tilbage i Århus fortsatte forhørene, hvor man nu var færdige med forhør om min virksomhed omkring nedkastninger og sabotage. Tilbage var nu spørgsmålene om min politiske aktivitet som kommunist. Jeg kom i forhør hos ”Dr. Peters”, en frygtet sadist. Han lagde også hårdt ud, men jeg var ikke så nervøs mere, da jeg efterhånden var blevet ret dreven til at svare. Jeg blev mærkelig nok ikke i forbindelse med nogle af de kammerater, jeg var arresteret med. Dem, de satte mig i forbindelse med var for længst arresteret eller i sikkerhed i Sverige. Af dem, der blev nævnt, var kun ”Leo” alias Arne Larsen stadig på fri fod. Ham var de til gengæld også meget interesseret i. De skulle have at vide, hvori vort arbejde bestod. Hvor han boede, og om han var høj eller lille. Jeg sagde til dem, at jeg kun havde se ham nogle få gange, og han forekom mig ret lille, men om de troede mig, ved jeg ikke.”

Aron var således dem, der mest mærkede nazismens brutalitet på sin krop, men også de andre i gruppen blev forhørt. Tilsyneladende kendte tyskerne ikke ”A/S-gruppens sammensætning, for hverken Aron eller Arne Dyrby blev sat i forbindelse med gruppen. Ved forhørene i Århus lykkedes det endda Arne Dyrby fra modtagegruppen at overbevise Gestapo om at han ikke havde været medlem af nogen sabotage- eller modtagegruppe, men kun havde deltaget i omdeling af illegale blade. Arne blev derefter sat på fri fod og benyttede lejligheden til hurtigst muligt at komme til Sverige.

 

For de øvrige tilfangetagne gik turen fra forhørene og fængselsopholdet i Århus med godsvogne til Frøslev-lejren og Sønderjylland. Her endte Regnar Krag, Egon Thomassen, Heinrich Kvist, Aron Laursen, Kurt Rasmussen samt Aksel Thorsen, Karl Pedersen og Fritz Skipper fra modtagegruppen. I Frøslev-lejren var der i forhold til de egentlige koncentrationslejre i Tyskland tålelige forhold. Således var maden bedre, ligesom man kunne komme under lægebehandling.

Opholdet i Frøslev-lejren blev imidlertid af kortere varighed for medlemmerne af ”A/S-gruppen”, idet man kort efter julen 1944 fik besked om at gøre klar til transporten til en tysk koncentrationslejr. Aron fortæller:

”Lige efter jul skete det, vi havde frygtet og ventet på. En tidlig morgenstund blev vi vækket og fik besked om at stille ude på gangen. Vi var spændt på, hvem der skulle af sted, og hvem der fik lov til at blive. Vi var kommet så hurtigt ud af sengene, at alle ikke havde nået at få et par bukser på. Men da vi var opstillet som det sig hør og bør, skred de øverste af lejrens tyske ledelse ind i barakken. De havde en sekretær med, som bar på en lang liste, som vi var klar over, var navnene på dem, der skulle deporteres. Sekretæren begyndte så at råbe navne op med efternavnet først og i alfabetisk orden. Jeg husker, der var én, der besvimede, da hans navn blev råbt op, men i det store og hele tog de fleste det roligt. Vi fik en time til at gøre os klar til afgangen. De læger, der var i lejren, fik travlt med at give os, som skulle af sted, indsprøjtninger for mulige sygdomme som tyfus og andre sygdomme, der huserede i Kz-lejrene.”

I overfyldte, iskolde og beskidte kreaturvogne gik turen sydpå til Neuengamme, der var omkranset af elektrisk hegn med stærkstrømsledninger. Her blev alle personlige ejendele fjernet og fangerne iført fangetøj og fangenummer. Derefter blev man indkvarteret i kolde og overfyldte barakker. Rummene var fyldt med utøj, der hurtigt kunne sprede smitsomme sygdomme, der florerede i lejren. Til svækkelsen af fangerne bidrog også kosten, der var helt uden næring. Det var tynd roesuppe og en brunlig væske, der skulle gå for at være kaffe.

Sammen med det hårde arbejde kunne sygdommene og den ringe kost hurtigt svække helbredet hos fangerne. Allerede kort efter ankomsten til Neuengamme blev Fritz Skipper syg og fik ingen hjælp i den følgende tid. Den 31. januar 1945 døde Fritz i lejren. Også andre fra gruppen pådrog sig sygdomme, men klarede sig igennem bl.a. på grund af de pakker, som Røde Kors uddelte til de danske fanger. Men det var en sej kamp for at overleve i en lejr, hvor hver dag førte til medfangers død. Herom fortæller Aron:

”Efterhånden som tiden gik, var der mange os, der begyndte at ligne ”muselmænd”. Det var ikke sjældent, at der var nogen, som faldt om, når vi stod opstillet om morgenen, inden vi skulle på arbejde. Nogle faldt døde om, andre kunne ikke stå oprejst mere. Men alle blev talt med – både de døde og dem, der kom på reviret. Og når vi kom tilbage fra arbejdet, havde vi næsten hver dag kammerater med, som ikke kunne mere, og som de stærkeste måtte bære tilbage til barakkerne. Mad blev i dette helvede efterhånden det store samtaleemne. Vi talte om, hvordan det og det smagte. Hvordan den eller den ret skulle laves. Nogle tog deres sparsomme brødration med på arbejde, andre spiste den så snart, de havde fået den udleveret. Vores russiske medfange sagde, at det var bedre maden lå nede i maven, end at den blev stjålet af en anden. Der var også arbejdshold, som arbejdede på en marmeladefabrik. De havde marmelade med tilbage til lejren, for her at sælge det. De tog det bare med i lommerne, så det var jo ikke videre appetitligt, men det blev solgt eller byttet med noget andet. Men det værste, der blev faldbudt til salg, der menneskekød, der blev skåret ud af de mange lig. Det blev pakket ind i avispapir og faldbudt oppe i blokken. Om der var nogle købere, ved jeg ikke.

Det må også have været den ringe ernærings skyld, at vore skæg næsten ikke voksede. Da vi var hjemme i Danmark, blev man da barberet hver dag. Men her kunne der være uger imellem. Og når vi så skulle rages foregik det om natten. Der sad en polak på en taburet og skulle agere barber. Det var en drøj omgang, fordi han brugte det samme barberblad til os alle. Ingen varmt vand eller sæbe. Jeg tror klokken var tre om natten, inden det blev min tur. Håret groede heller ikke meget, men vi skulle alligevel have klippet en ”autostrada” på langs af hovedbunden, når det var begyndt at vokse lidt. Men var ernæringen elendig, så var chikanerierne til gengæld mangfoldige. For eksempel kunne vi godt blive vækket midt om natten med skrål og slag oven på de skallede isser og så hevet ud af køjerne og ned på gulvet. Og det eneste, de skulle se, var om vores fødder var rene!”

Trods mishandlinger, underernæring og sygdomme klarede Aron, Regnar, Kurt, Aksel Thorsen og Karl Pedersen sig gennem dette helvede i krigens sidste fase. Efterhånden fik Røde Kors adgang til lejren, da det stod klart, at krigen snart ville slutte.  Endelig i april 1945 kunne de overlevende danskere komme med en af Røde Kors’ busser væk fra rædslerne i koncentrationslejren og tilbage gennem Danmark til det neutrale Sverige til lægebehandling og gradvis opfodring. Mange fysisk og psykisk skadede af mødet med nazismens ufattelige afstumpethed og menneskeforagt, som den kom til udtryk i koncentrationslejrene. Det var imidlertid klart, at opholdet i Sverige ville blive kort, da krigen sang på sidste vers med den røde Hær, kun få kilometer fra nazisternes højborg i Berlin.

For de fra ”A/S-gruppen”, der havde undgået Gestapo fortsattes den aktive modstandskamp. Som nævnt var Tage, Hans, Olaf og Tito taget til Djursland, hvor de blev indkvarteret hos lokale bønder.

Allerede inden jul tog Tage dog tilbage til København, hvor han boede forskellige stedet for ikke at blive opdaget af Gestapo. Mod slutningen af krigen blev han dog opdaget og arresteret af Hipo-korpset og efter en række forhør indsat i Vestre Fængsel, hvor han sad frem til befrielsen.

Imens var de øvrige tre aktive i modstandskampen på Djursland. Især var de aktive gennem vintermånederne med at fjerne folkeregistre hos sognerådsformændene rundt omkring i Østjylland. Fjernelsen og ødelæggelsen af folkeregistrene skyldes frygten for, at tyskerne kunne bruge registrene til at forfølge medlemmer af modstandsbevægelsen, f.eks. ved at kontrollere de falske legitimationskort, som modstandsfolkene brugte. I løbet af vintermånederne røvede gruppen således folkeregistrene i en række mindre byer. Bl.a. Hvilsager-Lime, Uggelhuse, Hørning og Rønde. Om nogle pudsige episoder under disse aktioner fortæller Tito:

”Blandt de folkeregistre, vi hentede, var også Vester Allings. Vi hentede jo folkeregistrene for at tyskerne og deres håndlangere ikke skulle kunne gå derned og finde frem til adresser. Registret fra Vester Alling brændte vi af på en mark et stykke derfra. Men det jeg vil fortælle om denne aktion var, at den forløb på en for os, synes vi, speciel måde.

Det startede med, at vi kom i kane med en nordbaggehest forspændt. Det var en lille, livlig og fyrig hest. En modstandsmand, der hed Henning, var kusk. Olaf, Hans og jeg gik så ind hos sognerådsformanden, der sammen med sin familie sad ved aftensbordet. Som sædvanlig havde vi pistolerne fremme, da vi fortalte, at det var vores hensigt var at fjerne folkeregistret. I det samme gled Hans, der havde træskostøvler på, ind under bordet. På grund af sne under støvlerne var han gledet og faldet på en sådan måde, at både Olaf og jeg kom til at skraldgrine. Stakkels Hans, der noget fortumlet kom på benene for at genoptage sin mission. Vi bad også om at få stemplerne med, da vi kunne bruge dem, når vi skulle fremstille modstandsbevægelsens falske legitimationskort.  Men dem ville kræmmeren ikke af med, så vi måtte tage dem selv. Men dermed var genvordighederne på denne tur ikke slut, for da vi kom ud og smed sækken op i kanen, og vi selv kom ombord, var mederne frosset fast i sneen. Da Henning så satte nordbaggeren i gang, sprang skaglerne, og Henning blev revet med, da hesten for frem. Her sad vi i kanen med vores bytte fra aktionen. Heldigvis fik vi ret hurtigt fat i hesten og kom derfra med en mindre forsinkelse. Senere måtte Henning og Hans tage mod mange godmodige drillerier om dengang, de begge måtte ned på numsen.”

Denne aktion i Vester Alling blev behandlet således i pressen:

”Folkeregistret i Øster og Vester Alling kommune blev fredag bortført af fire revolvermænd. De ankom til sognerådsformand Kr. Nielsens gård i Vester Alling, antagelig i en slæde… Alle der var i stuen, blev af revolvermændene taget med ind i kontoret, hvor folkeregistret stod. Alle kartotekskortene blev puttet i en sæk, og derefter forsvandt revolvermændene med den… Om lørdagen blev de forkullede rester af folkeregistret fundet ved en halmstak øst for Vester Alling by. Her havde revolvermændene brændt det. Alle kortene var totalt ødelagt.”

Også i landområderne arbejdede stikkerne flittigt i disse måneder. På Djursland fik Olaf og Tito kontakt med en person, der kaldte sig Åge og påstod, at han var medlem af modstandsbevægelsen. Da Åge imidlertid forgæves havde forsøgt at lokke dem i et baghold, blev man efterhånden klar over, at Åge var stikker for Gestapo og i øvrigt tidligere SS-mand. Han blev derfor ført til Århus til afhøring hos den centrale modstandsbevægelses regionsledelse. Efter disse afhøringer blev Åge dømt til døden og kort efter likvideret i Århus af en århusiansk likvideringsgruppe.

Forinden havde han og en anden stikker der kaldte sig Mads, dog røbet en række modstandsfolks adresser på Djursland, hvorefter Gestapo fra hovedkvarteret i Århus planlagde en storstilet razzia. Blandt de adresser, Åge havde givet til Gestapo, var naturligvis også Olafs, der boede hos en landmand, der hed Bøje og Titos, der boede hos en landmand og hønseriejer, Peter Hansen. Om de nervepirrende oplevelser forud for Gestapo-razziaen fortæller Tito:

”En dag i februar 1945 kom to mænd, mens vi spiste til middag hos Peter Hansen. Den ene kom ind a fordøren og den anden af køkkendøren. De spurgte efter en Christen Ørum, som var mit dæknavn på det tidspunkt. De havde begge stortrøjer på og stod med hænderne i lommen. Desværre lå min pistol i et andet værelse, så jeg sagde, at de vist var gået forkert, men at de kunne prøve på en gård længere nede ad vejen. Den gik de ikke på, men sagde, at det var mig de ville tale med og vi skulle ud at køre. Jeg var sikker på, at det var Gestapo og fik sagt til Peter Hansen, at han skulle hilse mine forældre. Så han blev endnu mere ulykkelig og bekymret.

Da vi kom udenfor så jeg, at den ventende bil var benzindrevet, og normalt var det kun Gestapo og lægerne, der kørte på benzin, mens andre måtte køre med gasgenerator. Jeg var således sikker på, at det var Gestapo. Og min mistanke blev ikke mindre, da de to mænd tog nummerpladerne af. Jeg fik så besked om at sætte mig ind foran ved siden af ham, der kørte, mens den anden satte sig ind på bagsædet. Nu var jeg helt sikker på, at det var Gestapo, og at turen ville ende med et nakkeskud, hvorefter jeg ville blive smidt ud af bilen. På den kurs bilen havde, vidste jeg, at vi ville passere en lille skov, så jeg planlagde at prøve at spring af i farten.

Men så kom den store lettelse, ja, en følelse, der ikke er nem at beskrive. Pludselig blev nemlig et stykke papir stukket over til mig fra manden på bagsædet med et spørgsmål, om jeg kendte det. Stor lettelse og glæde, for det viste sig, at de to herrer kom med en advarsel om, at der ville blive razzia mellem klokken 24 og klokken fem morgen. Beskeden var kommet fra Gestapohovedkvarteret i Århus. Jeg sagde til dem, at vi modstandsfolk på Djursland ville give Gestapofolkene en varm modtagelse, når de kom. Men det måtte vi absolut ikke, for den Gestapomand, der havde sendt meddelelsen skulle selv med ud for at arrestere os. Han måtte for alt i verden ikke komme noget til, da han var for værdifuld for modstandsbevægelsen.

 

 

 

Derfor fik jeg det ikke særlige behagelige påbud, at jeg ikke måtte advare alle, men var nødt til at lade et par stykker tage af Gestapo. I modsat fald ville Gestapo hurtigt opdage, at der var en meddeler indenfor deres egne rækker. Jeg tog derefter først over for at advare Olaf og derfra videre til bl.a. dr. Gravesen i Lime. Dr. Andersen og skolelæreren i Vester Alling undlod jeg derimod at advare, men det er en lettelse for samvittigheden, at vide, at de på grund af det sene tidspunkt af krigen ikke kom længere end til Frøslev-lejren. Razziaen skyldes som omtalt stikkervirksomhed fra Mads, der havde været sammen med Åge, da vi fangede ham. På det tidspunkt havde dr. Gravesen sagt god for ham, men det viste sig senere, at han var storstikker. Efter kapitulationen blev han fanget og fik 12 års fængsel som straf.”

Olaf, Tito og Hans havde således deres modstandsvirksomhed på Djursland i de godt fem måneder fra optrævlingen af ”A/S-gruppen” frem til befrielsen. Dog havde Tito en enkelt tur til Randers for dels at hilse på sine forældre dels for at hente noget tøj. Hjemme var Titos mor, der siden hun havde opdaget Titos illegale virksomhed havde støttet modstandsarbejdet så godt hun kunne. Således havde hun i perioder lyttet til den engelske radio for at høre, om kodeordet ”Lukas” blev nævnt. Da Gestapo i slutningen af 1944 var kommet for at arrestere Tito havde hun også vist mod og beslutsomhed. Ved Titos besøg kom hendes moralske styrke atter på en prøve. Tito fortæller:

”En gang lang tid efter Gestapos første besøg, var jeg hjemme efter noget tøj, og jeg ville skynde mig af sted igen efter at have hilst på min mor. Pludselig hørte vi støvletramp på forgangen, og jeg løb hen til køkkendøren, der imidlertid var låst. Jeg sagde til mor, at det nok var Gestapo, der allerede havde opdaget, at jeg var hjemme. Jeg bad hende gå ind i sovekammeret, mens jeg ville blive i entreen og prøve at rive døren op og smide den første over gelænderet. Det ville mor ikke. Hun ville hjælpe mig. Så så jeg en skygge på ruden i døren og rev døren op og fik en mand holdt op mod rækværket. Men hurtigt opdagede jeg, at det var far, der var med i et vagtværn i kvarteret. Men det var et flot syn at se min mor stå med ilddrager i hånden for at forsvare sin søn. Det har vi leet af mange gange siden, men jeg var stolt af hende.”

Det lykkedes Tito at komme tilbage til Djursland, hvor han sammen med Olaf og Hans befandt sig frem til befrielsen i maj 1945. Derefter gik turen tilbage til Randers.

Som nævnt havde Aksel straks efter Gestapo-aktionen i november 1944 fået besked om at tage til Aalborg, hvor han skulle møde en mand på rutebilstationen. Han ville give nærmere besked. Aksel fik besked om at deltage i en likvideringsgruppe sammen med to mænd, der gik under dæknavnene ”Mogens” og ”Kjeld”. Disse skulle oplære Aksel i likvideringstaktik. Efter kort tid fik Aksel imidlertid ordre til at tage til Hjørring og henvende til på en opgivet kontaktadresse. Her fik Aksel besked om, at hans nye opgave var som byleder i Hjørring at genopbygge den lokale modstandsbevægelse, der var blevet revet op i begyndelsen af december 1944.

 

Dette var vanskeligt, da Aksel manglede kontakter til de modstandsfolk i Hjørring, der ikke var blevet taget i forbindelse med arrestationerne. Aksel fik her en god medarbejder i Lis (Ruth Braad Sørensen), der skaffede en række gamle kontakter, som hun kendte fra sit arbejde som kurer for den tidligere modstandsbevægelse i Hjørring. Der var dog stadig behov for en betroet medarbejder i opbygningen af en slagkraftig organisation. Aksel fik da den ide, at få fat i en fra ”A/S-gruppen” i Randers. Han vidste, at Jørgen Bach stadig befandt sig under jorden i Randers, så Aksel fik sendt besked til Ebba om at få fat i Jørgen Bach. Det lykkedes da også for Ebba, der meddelte Jørgen Back, at Aksel skulle bruge ham i modstandskampen i Hjørring. Få dage efter meldte Jørgen sig så hos Aksel på ”Martins hotel” i Hjørring, hvor Aksel havde bopæl.

Aksel havde allerede umiddelbart efter Gestapo-aktionen haft kontakt med Jørgen Bach, der som nævnt var blevet advaret af Tito. Aksel havde da hjulpet Jørgen Bach med at få udbetalt sin løn på ”Strømmen”. På fabrikken havde man først nægtet at udbetale lønnen før tiden, men her havde Aksels pistol haft en stor effekt på villigheden til at udbetale den optjente løn. Desuden havde Jørgen Bach været med Aksel på en sidste aktion i Randers, før Aksel tog til Aalborg. Byledelsen i Randers havde bedt Aksel om inden afrejsen af likvidere en af de lokale stikkere, der havde været medskyldig i de mange arrestationer i november måned. Jørgen og Aksel havde da også fået fat på en person, der lignede stikkeren, men da man i et øjeblik var kommet i tvivl om, hvorvidt det nu var den rigtige, var det lykkedes ham at undslippe. Så likvideringen blev opgivet.

I Hjørring gik Aksel under dæknavnet ”Kaj” og Jørgen Bach under dæknavnet ”Steen”. I tiden frem til befrielsen var de travlt optaget af at organisere den lokale modstandskamp, der fik særlig betydning, da det var en mulighed, at englænderne ville gøre landgang i nærheden af Hirtshals i det tilfælde, at tyskerne ikke ville overgive sig. Tiden i Hjørring blev således præget af en række vellykkede jernbane- og fabrikssabotager, ligesom der foregik et betydeligt antal våbenmodtagelser. Ikke mindre end 38 indenfor en periode på to måneder.

Om det dramatiske slutspil i Hjørring fortæller Aksel:

”I april måned kom der besked om, at vi skulle gøre os klar til, at der kom en engelsk invasion i nærmeste fremtid i vores område. Alle mine gruppeledere fik en stående ordre om at holde deres folk i beredskab. Desuden måtte jeg give bylederen i Hirtshals, Henrik, besked om, at han ikke måtte forlade byen, da alt afhang af ham og hans folks medvirken. Han var fiskeskipper så af og til befandt han sig på havet, men nu måtte han afmønstre og blive i land.

Sidst i april kom der en mærkelig ordre til mig fra amtsledelsen. Jeg hæftede mig i første omgang ikke ved det, da der ofte kom andre ordrer, som var lidt mærkelige. Jeg skulle møde to likvideringsfolk et bestemt sted i byen og skulle sammen med dem deltage i en meget speciel hemmelig opgave. Det indvilligede jeg selvfølgelig i og mødte op på det pågældende sted, men uden at de to mænd mødte frem. Jeg måtte derfor melde tilbage, at kontakten var mislykkedes. Jeg spekulerede ikke videre over episoden,  men det strejfede mig alligevel, at det var lidt mærkeligt, hvorfor det netop skulle være mig som byleder og med et så stort kendskab til hele organisationen i Vendsyssel, der skulle ud på en så farlig opgave.

Måske havde denne mærkelige episode sammenhæng med endnu mere besynderlige begivenheder omkring befrielsen. Da budskabet om den tyske kapitulation kom, mødtes ledelsen på politistationen, hvorfra vi skulle tilrettelægge de forskellige opgaver. Da jeg ankom til politistationen, blev jeg pludselig anholdt af mine ledelseskammerater. En af dem trådte hen og sagde, at jeg var arresteret og måtte aflevere mine våben. Jeg spurgte da straks om årsagen til arrestationen, men fik ingen. Det blev blot sagt, at det var en ordre fra højere sted. Jeg protesterede naturligvis voldsomt imod det, men blev ført op i arresten, hvor jeg blev sat ind til tre kriminelle fange. Jeg opdagede hurtigt, at der i den fløj, hvor jeg var placeret, ikke fandtes vagter fra modstandsbevægelsen. De arrestbetjente, der var der, havde fået at vide, at jeg var Hipo-mand, så de skulle bare ignorere mig uanset, hvad jeg sagde eller gjorde, da jeg var skør i bolden. De havde også fortalt mine tre medfanger den samme historie, så det var ikke morsomt at sidde i cellen her, mens landet fejrede befrielsen. De andre fanger spyttede og langede ud efter mig, for godt nok var de kriminelle fanger, men tysker-håndlangere var de i hvert fald ikke. Jeg fortalte dem så min historie, som de meget naturligt i starten syntes lød mærkelig. Men efterhånden blev de interesserede, og vi forsøgte i fællesskab at overbevise arrestbetjentene om deres fejltagelse, men det viste sig omsonst. Derefter fik vi den ide, at vi kunne forsøge at få en seddel smuglet ud af arresten. Vi gik derefter i gang med at fremskaffe det nødvendige materiale. En fik organiseret noget papir og en noget bly fra en blyant. Derpå skrev vi med store bogstaver på sedlen, at byledelsen havde arresteret mig, underskrevet ”Kaj”. Vi havde opdaget, at mine egne mænd gik nede i arrestgården som vagter og smed så sedlen ud gennem tremmerne og ned i gården til dem. De reagerede omgående ved at give den fungerende byledelse et ultimatum, at deres byleder ”Kaj” skulle frigives inden der var gået fem minutter, ellers ville de storme bygningen. Byledelsen anmodede om at få en time til at kontakte modstandsbevægelsens centrale ledelse, hvilket mændene gik med til. Allerede en halv time senere kom en Limousine kørende i fuld fart op               foran arresthuset og ud steg to høje, ranke mænd, som tilsyneladende var højere officerer. Der gik da kun minutter efter at de havde forladt bygningen til jeg stod på gaden som en fri og tiljublet mand af alle mine modstandskammerater.

Jeg ønskede naturligvis straks at få en forklaring på, hvorfor jeg var blevet arresteret ved befrielsen. De nyindsatte ledere henviste til, at de havde fået ordren om min arrestation af byledelsen i Randers. Jeg henvendte mig da pr. Telefon til byledelsen i Randers, hvor man imidlertid stod helt uforstående overfor det passerede. Den havde i hvert tilfælde ikke sendt nogen arrestordre til Hjørring. Det viste sig, at den tidligere byleder i Randers, W. Lonsdale, var blevet genindsat som byleder i Randers. Han spurgte mig da, om jeg ikke straks kunne komme til byen og varetage vagtopgaven foran modstandsbevægelsens hovedkvarter på hotel ”Randers”. Det erklærede jeg mig straks villig til, men forlod alligevel Hjørring som en meget skuffet mand, som var blevet svigtet af mine tidligere ledelseskammerater i Hjørring. Når jeg ser tilbage på begivenhederne omkring min arrestation ved befrielsen og den mærkelige ordre, jeg fik i april, kan jeg kun finde den forklaring, at ledelsen af den militære organisation, ”Den lille generalstab”, ønskede mig skaffet af vejen, da man ikke ønskede en kommunistisk byleder, men det vil blive svært at dokumentere.

Efter min løsladelse tog jeg på motorcykel af sted til Randers for at slutte mig til modstandsbevægelsen i byen. Her traf jeg mine tidligere kammerater fra ”A/S-gruppen”, der var kommet over jorden efter befrielsen. Det blev til glædelige gensyn med dem, der havde været på Djursland og i København. Kort  efter kom også kammeraterne fra Neuengamme hjem, stærkt afkræftede, men dog i live, bortset fra Fritz Skipper, der ligesom Gunnar Pedersen måtte betale for deres indsats med livet.”

Ringen var sluttet. Den tyske værnemagt knækket, og livet skulle gå videre.

 

 

Menu for A/S-Gruppen
1. Randers i de første besæt. år	6. Våbennedkastningerne
2. A/S-Gruppens første fase	7. Slutspil i november 1944
3. Dannelsen af gruppen	8. Sprængningen
4. Forår 44	9. På vej mod befrielsen
5. A/S-Gruppen i aktion	10. Efterskrift