Navn og beliggenhed

Byens navn – Randers
Se også Randers-tæppet med en mængde historiske oplysninger

At Randers selv i middelalderen var en anset by, kan alene ses i kongemagtens anerkendelse af byen. Et af de første vidnesbyrd herom er, at Knud den Hellige (1080-86) prægede mønter i Randers.
Når det nogle steder kan læses, at mønt prægedes i Randers allerede under Svend Estridsen skyldes det, at disse mønter i virkeligheden blev præget af Svend Grathe (1146-57) og altså ikke Svend Estridsen.

På disse gamle mønter ses navne som Ranrosia, Ransias, Radrusia, Rand og Randrusia.

De ældste skriftlige kilder har flere benævnelser for byen:

  •  Randrusium (ca.1200 – Saxo og Knytlingesagaen)
  •  Randrosi (1230 – Snorres Heimskringla)
  •  Rondrus, Randrøs (1231 – Kong Valdemars Jordebog)
  •  Randersborg og Randershusen m.fl. er også nævnt i flere tekster.

En forklaring på navnets oprindelse, som i dag er anerkendt af de fleste kilder, kan findes ved at dele det gamle navn Randaros i to stavelser, Rand – Aros.
“Aros” (åmunding) er oldnordisk og med “Rand” (bakkekant) foranstillet, kan byens navn læses som “Byen på bakken ved åmundingen”.
Aros kendes også som det gamle navn for Århus.

Først i slutningen af 1600-tallet blev navnet Randers almindeligt kendt og det foretrukne navn for byen.

Byen

Randers ligger smukt i hjertet af Østjylland på den nordlige bred af Gudenåen og ved dennes udløb i Randers Fjord.
Byen er anlagt ved Danmarks eneste naturlige flodhavn på det sted, hvor ådalen var smallest og mindst besværlig at forcere. Åens og fjordens betydning for byen og dens udvikling gennem århundreder kan ikke understreges nok.
001Det kan placeringen midt i det store frugtbare opland heller ikke. Det strækker sig med en radius på 25-30 km i alle retninger undtagen syd, hvor Århus havde sit domæne på den anden side af Hadbjerg.

Et omfattende vejnet til og fra Randers, understreger ligeledes byens betydning for oplandet og byens slogan fra 30’erne “Hvor søvejen møder de 13 landeveje”, taler sit eget sprog.
Betegnelsen “Søkøbstad” er derfor meget rammende for Randers, hovedstaden i Kronjylland.
Gudenådalen er en gammel tunneldal, der ved afsmeltningen af isen under den sidste istid førte smeltevandet mod vest, ud under isranden vest for Viborg.
Da landskabet kom til syne for ca. 12-14.000 år siden, lå det noget lavere end i dag på grund af vægten fra isen og hele ådalen var opfyldt af vand. En kæmpemæssig fjord strakte sig fra havet i øst, ind over Djursland (Kolindsund) og videre mod Viborg i vest. Kridtforekomster vidner om, at hele området nord for Randers op til Mariager og Hobro, ligeledes har været salt hav.
Da isen smeltede, forsvandt også det enorme tryk den udsatte landet for. Som en konsekvens heraf hævede landskabet sig og hele området fra Skagen og sydpå, også omfattende Fyn og Sjælland, var tør tundra. Dog sank landskabet noget igen og ændrede endnu engang på kystlinierne, for til sidst at antage den form vi kender i dag.

Før der var nogen der tænkte på at anlægge en bro på stedet, var færgestedet i Vorup Enge den eneste mulighed for at komme tørskoet over åen. Det formodes, at den første “Randersbro” lå noget vestligere end den nuværende, men en præcis placering kan ikke påvises.
Sikkert er det dog, at datidens hære og andre rejsende flittigt har benyttet den østlige rute via Randers på rejser op gennem Jylland.

Randers midtby – en indkøbstur en lørdag formiddag i byens spændende butikker og spadsereturen i de snævre gader med det travle liv, kender de fleste.

Men giver man sig tid til at lægge nakken lidt tilbage for at betragte bygningerne i stedet for butikkernes fristelser, mærker man straks historiens vingesus og kommer til at tænke på, at lige her gik der også mennesker for 100, 500 – ja endda for 1000 år siden.