GENERAL RYE

GENERAL RYES MARCH OVER DJURSLAND 1849

Mange har siden 2008 læst Tom Buk-Swientys beskrivelser af nederlaget i 1864 i bøgerne ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als”. Bøger, der især chokerer ved beskrivelsen af krigens gru, men måske endnu mere ved beskrivelsen af dansk overmod og inkompetence, der får tabene af både menneskeliv og landområder til at forekomme meningsløse.

En af årsagerne til de danske politikeres overmod og fejlbedømmelse af situationens alvor i 1864 var, at man havde den danske sejr i Treårskrigen 1848-51 mod de tyske magter og oprørerne i Slesvig-Holsten at se tilbage på. Vendepunktet i denne krig var den norskfødte general Ryes march til Helgenæs, udskibningen af hans tropper til Fredericia og det følgende sejrrige danske udfald fra Fredericia 6. juli 1849. Det var med til at skabe myten om ”ånden fra 1848” og om den uovervindelige ”Jens”, den danske landsoldat. Bissens statue af landsoldaten står i dag ved voldene i Fredericia.

En stor del af den danske hær var i foråret 1849 indesluttet i Fredericia. Den danske plan gik ud på, at general Rye med sin brigade på 7.000 mand og 1500 heste skulle rykke op gennem Jylland og lokke så store tyske styrker som muligt efter sig, så de blev trukket væk fra Fredericia og ikke kunne være med til at modstå et dansk udfald.

Opgaven lykkedes til fulde for generalen. Den tyske general Prittwitz rykkede efter ham op i Jylland med 13.000 mand. Sidst i maj stod Rye i det nordlige Århus og havde føling med fjenden, bl.a. ved en rytterfægtning på Vejlby Bakke 31. maj 1849. Han gjorde derefter holdt i en måned i området mellem Rodskov og Rønde, med kommandocentral på Vosnæsgård. Kunsten var at få fjenden til at tro, at danskerne ville rykke videre nordpå mod Ålborg, mens vejnettet og skanserne på Røndebakken og Helgenæs udbyggedes, så generalen kunne gennemføre og dække en march videre ud på Djursland til Helgenæs, hvorfra hans tropper skulle udskibes til Fredericia.

For at dække marchen over Djursland blev broen over Egåen ødelagt, og der blev lagt kanonstillinger foran skovene ved Vosnæsgård og Hornslet, samt en Dybbøl-lignende skansestilling på Røndebakkens vestside. Her var der bygget kanonstillinger og løbegrave ind i bakken, mens hele ådalen foran var sat under vand, og der lå kanonbåde til støtte for forsvaret ude i Følle Vig. En sand fæstning. Ude på Helgenæs var det største anlæg opbygget i form af Frederiksskansen, i dag kendt som General Ryes Skanse, der skulle dække selve udskibningen.

28. juni 1849 brød Rye op fra Rønde og marcherede mod skanserne på Helgenæs. Under store besværligheder lykkedes marchen over Mols. Tyskerne nåede aldrig over Egåen, mens Ryes tropper succesfuldt blev udskibet fra Kongsgårde på Helgenæs og 6. juli kunne være med til at sikre, at den danske hær kunne bryde belejringen af Fredericia. Herefter var de tyske tropper i Jylland reelt afskåret. Preussen og Det tyske Forbund trak sig ud af krigen, og efter den danske sejr over de slesvig-holstenske oprørere ved Isted i juli året efter var den danske sejr en realitet.

General Rye selv faldt ved Fredericia, men blev en af krigens store helteskikkelser. Hans march over syd-Djursland og udfaldet fra Fredericia lagde grunden til den danske sejr. Skanserne lige syd for Dragsmur på Helgenæs står derfor i dag som et vigtigt nationalt minde. Skanserne ved Rønde er der derimod ikke noget spor tilbage af, da de blev sløjfet straks efter at general Rye havde forladt området, der i dag er bebygget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skrevet af Vilfred Friborg Hansen til DjurslandsPosten januar 2012