BARKÆR

LANDSBYEN, DER BLEV TIL EN GRAVPLADS

Skrevet af Vilfred Friborg Hansen til DjurslandsPosten oktober 2010.

Det er en kendt sag, at vi alle er tilbøjelige til at lade os fange ind af tankegange, der passer sammen med vore vante forestillinger om, hvordan verden hænger sammen. Det gælder også historikere, og det gælder såmænd også arkæologer. Sågar de allerstørste af dem, som f.eks. P. V. Glob (1911-1985), der boede på Mols og i øvrigt endte som rigsantikvar.

Glob var som mange andre efter besættelsestiden optaget af tanken om, at danskerne i bund og grund er et demokratisk folk – underforstået: i modsætning til tyskerne. Derfor passede det fortrinligt ind i Globs og samtidens verdensbillede, da han i slutningen af 1940´erne udgravede en ”kollektiv landsby” i Barkær, på kanten af den nu udtørrede Korup Sø nord for Taastrup ved Rønde. Det passede også fint til Globs egen ideologi, der gik i retning af dyrkelse af fællesskabet og det kollektive.

Her var beviset på, at danskerne helt tilbage i bondestenalderen havde været et demokratisk og solidarisk tænkende folk. For ”landsbyen” bestod af to langhuse, hver med en række lige store boliger, og med en bred ”gade” imellem, der måtte have fungeret som et samlingssted for landsbyens beboere. Her havde tydeligt nok ingen været mere end andre. Ingen rigmænd eller stormænd her, dette var klart nok et samfund af frie og lige bønder, danskernes stolte demokratiske forfædre.

Landsbyen Barkær blev fotograferet og målt op, og derefter dækket til igen. Men den fandt plads i diverse historiebøger, f.eks. Politikens store danmarkshistorie fra 1960´erne. Og ejerne af marken med den igen tildækkede landsby oplevede store busser med skoleklasser komme for at se dette bevis på forfædrenes demokratiske sindelag.

Men ak – da man tog fat på nedgravningen af naturgasnettet i Sønderjylland, dukkede flere lignende anlæg op, og det blev klart, at det slet ikke drejede sig om en landsby, men derimod om et gravanlæg. ”Boligerne” var grave, og dermed blev det jo forståeligt, at Glob ikke havde kunnet finde indgangene til ”boligerne” og at han i et par tilfælde kunne konstatere, at beboerne havde begravet deres afdøde inde i boligerne. En smuk tanke, havde Glob ræsonneret, at man levede med slægtens forfædre så at sige ved sin side.

Til Globs fortjeneste skal det siges, at han selv nåede at korrigere sin første teori om Barkær. Det skete i en artikel det arkæologiske tidsskrift Skalk i 1975. Tilbage i dag er Barkær som et eksempel på begravelsesskikke i den allertidligste bondestenalder, fra ca. 4000 til 3500 f. Kr. – og som et eksempel på, at selv de største forskere kan lade sig rive med af egne ønske-forestillinger.

En helt anden sag er, at selve navnet Barkær er omgærdet af en vis mystik. Jeg har kunnet konstatere, at de ”indfødte” på egnen udtaler navnet helt anderledes end det skrives, og forklaringen fandt jeg i Nudansk Ordbog, hvor det oplyses, at navnet ”beror på en misforståelse af generalstabens opmåler, idet den ældre, stedlige form er ”Bagkurv”, d.v.s. bagsmækken eller bagenden i en vogn, rimeligvis en spøgende hentydning til afsides beliggenhed”.

Barkær – landsbyen, der hedder noget helt andet, og som slet ikke er en landsby…hver af de to ”langhuse”, der viste sig at være langhøje til begravelse, er 85 m lange. Fra Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 1.