A/S-Gruppen i aktion.

”A/S-Gruppen” i aktion.

Endelig i juni 1944 fik Aksel besked fra byledelse om, at der nu igen var åbnet op for aktiv modstand, dog endnu ikke for fabrikssabotagen. Derimod skulle der startes en omfattende sabotage mod det tyske jernbanenet, især den jyske længdebane, hvor der foregik store tyske troppetransporter. ”A/S-gruppen” gik derfor straks i gang med jernbanesabotagen, efter at Ebba havde fået givet budskabet om fornyet aktiv modstand videre til gruppens medlemmer.

I den følgende tid var ”A/S-gruppen” særdeles aktive i jernbanesabotagen. Om en af de første af gruppens jernbanesabotager fortæller Aksel:

”Vi havde fået besked på, at selve den jyske længdebane skulle stoppes, da der foregik store troppetransporter med jernbanen. Gruppen fik da til opgave at ødelægge jernbanestationen i Randers. Vi havde spekuleret lidt på, om vi skulle tage selve blokposten eller kun tungerne. Vi blev da enige om, at hvis vi tog blokposten, kunne de jo blot stille nogle banearbejdere op og rykke i skiftesporene alligevel. Derfor besluttede vi, at vi ville tage alle tungerne på baneterrænet. Da en tunge var vanskeligere at skaffe end en almindelig jernbaneskinne. Vi gik så i gang med at lave små bomber, lige til at putte ned til tungerne, cirka 20 stykker. Efter nogle planlægningsmøder mødtes gruppen så ude i Jernbanegade, hvor aktionen skulle løbe af stabelen. Vi havde allerede diskuteret det særdeles risikable i aktionen, da tyskerne  havde sat vagt på hele baneterrænet. Vores vagtposter var derfor svært bevæbnede med maskinpistoler og en fire-fem håndgranater hver. Da vi kom ind på jernbaneområdet diskuterede vi lidt om, hvor vi skulle begynde. Pludselig hørte vi lyden af et rangerlokomotiv længere ude i terrænet, hvor også nogle banefolk gik og svingede med deres lygter. Vi blev da enige om, at det rangerlokomotiv måtte kunne bruges til vores sabotageaktion. Vi sneg os derfor hen til lokomotivet og forklarede lokomotivføreren, at vi skulle bruge hans lokomotiv til sabotage. Han protesterede kraftigt, da han ikke mente, at vi kunne manøvrere lokomotivet, men vi fik ham hurtigt gjort begribeligt, at det faktisk var ham, der skulle manøvrere. Derefter startede vi aktionen, idet en af vores folk sprang af  hver gang, vi krydsede et spor, og placerede en bombe ved tungen. Ingen af de tyske vagtposter fattede mistanke til det ihærdigt pustende rangerlokomotiv, der ivrigt fartede rundt på hele baneterrænet. Da vi havde placeret alle de ca. 20 bomber, gav vi ordre til lokomotivføreren, at nu skulle han køre hen på perronen og advare banepersonalet, da den første bombe ville eksplodere om et øjeblik. Vi havde da brugt flere forskellige tidsblyanter, således at bomberne ville sprænge på forskellige tidspunkter hele natten igennem. Og således gik det da også, så tyskerne blev forsinket væsentligt i deres troppetransporter. Samtidig betød disse aktioner også, at man måtte bruge flere og flere af de tyske soldater til at bevogte jernbanerne, hvilket jo også svækkede den tyske hær.”

I sommeren 1944 var ”A/S-gruppen” således aktiv i en række jernbanesabotager i Randers og omegn. Men ved siden af disse aktioner var gruppens medlemmer travlt beskæftiget med at opbygge våben- og sprængstoflagre og transportere våben til disse lagre. I denne periode fik ”A/S-gruppen” opbygget lagre i Brødregade, Stemannsgade og et lager i Helsted. Når gruppen skulle på aktion, blev våbnene dagen før bragt ud til det depot, der lå nærmest det område, hvor aktionen skulle foregå. Gruppen havde det princip, at medlemmerne kun måtte bære deres våben, når de var i aktion. Våben og sprængstof blev således udleveret umiddelbart før aktionerne fra depoterne.

I dette arbejde med transport af våben og opbygning af våbenlagre spillede også Aksels bror Robert, en vigtig rolle. Robert varetog således flytning af våben og ammunition mellem de forskellige lagre, ligesom han sørgede for, at tingene var parate, når de skulle bruges til jernbane- og fabrikssabotager.

Opbygning af våbendepoter og våben- og sprængstoftransport blev således en vigtig del af gruppens arbejde. Et arbejde, der var risikabelt, da tyskerne var på vagt overfor alt mistænkeligt. Ikke mindst i Randers, der fungerede som centrum for fordeling af våben og sprængstof til den jyske modstandsbevægelse. I de fleste tilfælde gik disse transporter uden større problemer men i et enkelt tilfælde var det ved at gå galt for et par fra gruppen, der skulle transportere forskelligt sprængstof og andet materiale til et depot. Sprængstoffet var skjult i en kuffert, der blev placeret på Aksels cykel. På Mariagervej lige overfor elværket tabte Aksel kufferten, hvis indhold faldt ud lige for næsen af to tyske soldater. I første omgang opdagede de ikke, hvad indholdet i kufferten var og sprang derfor galant til for at hjælpe med at samle sagerne op. I denne situation fik Aksel hurtigt sin pistol frem –  med den pegende mod sig skyndte tyskerne at få samlet det hele op, kufferten lukket og placeret på cyklen. Herefter gjorde de honnør og skyndte sig at tage flugten. Herefter gik turen hastigt videre til depotet

De mange jernbanesabotager og våbentransporter ændrede på mange måder livet for medlemmerne af ”A/S-gruppen” og deres forhold til omverdenen. De var nu deltagere i den aktive modstandskamp, hvor hver enkelt aktion kunne resultere i tilfangetagelse eller død. Men også dagligdagen blev anderledes. De fleste havde fortsat deres arbejde at passe samt familie, venner og kæreste at tage hensyn til. De fleste af gruppen boede hjemme hos deres forældre, og det gjaldt om at holde det illegale arbejde skjult. Således måtte Jørgen Bach krybe ud af et vindue, når han skulle i aktion med gruppen, mens andre. F.eks. Olaf og Tito kom med mere eler mindre fantasifulde undskyldninger, der skulle forklare, hvorfor de så ofte var væk om natten. Dette kunne dog i længden være svært. Således gik det da også for Tito, hvis mor på et tidspunkt opdagede, hvad der foregik. Herom fortæller han: Så lang tid det kunne lade sig gøre, prøvede jeg at leve så normalt som muligt. Men det kunne jo ikke undgås, at jeg kom sent hjem, så damerne i opgangen kom til min mor og spurgte, om sønnen havde fået en kæreste. For det var jo tit de havde hørt, at jeg kom sent hjem. Folk er og var jo nysgerrige.

En nat, jeg kom hjem, fik min mor da også bekræftet den anelse, hun længe havde haft, nemlig at jeg vist var med i noget. Det gik sådan til: Vi havde været på en aktion, der var gået i fisk, og vi skulle hurtigt væk. Under denne flugt fik jeg revet et hul i bukserne. Da jeg kom hjem, sat mor som sædvanlig oppe og ventede med kaffen. Jeg har nok kantet mig lidt sidelæns ned på stolen for pludselig siger min mor: ”Rejs dig lige”. Hun så straks hullet i bukserne og ville have at vide, hvordan det var gået til. Jeg kom med en noget søgt forklaring om, at jeg havde kravlet op i et træ for at se om æblerne var modne, men den bed hun alligevel ikke på, så til sidst måtte jeg gå til bekendelse. Selv om min mor var bekymret over min virksomhed som sabotør, så havde hun alligevel stor moralsk og psykisk styrke til at klare de nætter, hvor hun kun kunne sidde og vente. En styrke hun skulle komme til at vise senere, da Gestapo kom på sporet af os.”

I øvrigt havde netop denne aktion været en af de gange, hvor det kunne have gået meget værre for Tito end blot iturevne bukser. Tito fortæller:

”På denne aktion, hvor vi skulle skynde os væk, kunne det nær have gået rigtig galt for mig. Jeg havde en tynd sommerjakke på, op i hver sidelomme havde jeg en håndgranat eller en ananas, som vi kaldte det. Som nogle sikkert ved sidder der på sådan en granat en bøjle, der er holdt på plads af en split med en ring i. Ved at trække i ringen rykker man splitten ud, hvorved springbøjlen går op og en lille stålstang trykkes. Dermed er granaten aktiveret og klar til at eksplodere få sekunder efter. Under min hastige flugt mærkede jeg pludselig, mens jeg løb, en bevægelse i kommen. Jeg stak hånden ned i kommen og opdagede til min skræk, at foret i lommen var gået i stykker, fordi granaten under min flugt var hoppet op og ned. Herved var splitten trykket ud og bøjlen sprunget op, og det var denne bevægelse, jeg svagt havde mærket. Til alt held var pladsen i lommen for trang, så bøjlen kun var sprunget et stykke op, men ikke nok til at aktivere håndgranaten. Hvis det var sket, så var det utvivlsomt gået helt galt.”

Problemerne med bekymrede forældre havde Aksel ikke, da hans forældre vidste besked om modstandsarbejdet og støttede det. Derimod var det sjældent Aksel kunne få meget tid sammen med sin gravide kone, da han ustandselig måtte skifte bopæl. Aron boede alene, men måtte også tit skifte bopæl for ikke at vække mistanke hos naboerne, der let bevidst eller ubevidst kunne komme til at sige for meget.

Særlige problemer havde Tage, der boede på lærlingehjemmet, hvor man havde faste regler for, hvornår lærlinge skulle være hjemme om aftenen. Tage måtte derfor snakke med Lærlingehjemmets forstander Bjerregaard og forklare ham sagen. Heldigvis støttede Bjerregaard helt modstandsbevægelsen og erklærede sig parat til straks at hjælpe. Løsningen blev, at Tage fik udleveret sin egen nøgle til Lærlingehjemmet, så han kunne komme og gå som han ville. Overfor hjemmets øvrige beboere forklarede Bjerregaard så, at grunden til, at Tage så ofte var væk til langt ud på natten, var at han arbejdede med sine hjemmeopgaver på Teknisk Skole sammen med en studiekammerat i dennes hjem.

Sommeren 1944 havde således for ”A/S-gruppen” stået i jernbanesabotagens og våbentransporternes tegn, men efter august kom både våbenmodtagninger og fabrikssabotage med i aktiviteterne. I august fik Aksel besked fra byledelsen om, at fabrikssabotagestoppet var ophævet, og at man straks skulle gå i gang mod de virksomheder, som arbejdede for tyskerne. Det første mål for ”A/S-gruppen” blev ”Matthisens Skibsbyggeri” ved havnen. Her blev de tyske minestrygere repareret, så der var god grund til at forstyrre dette arbejde. Der blev her placeret fire bomber, der dog ikke anrettede særlig stor skade, således at arbejdet kunne fortsætte. Senere foretog gruppen en ny sprængning af ” Matthiesens Skibsbyggeri” og denne gang med større held.

Den første større fabrikssabotage efter ophævelsen af sabotagestoppet foregik kort efter aktionen mod skibsbyggeriet. Målet for aktionen blev den såkaldte ”Stegepandefabrik” i Strømmen. Det var nu ikke p.g.a. stegepandeproduktionen, at man foretog sabotagen. Trods navnet producerede man også andre ting, bl.a. generatorer til den tyske værnemagt. Om selve aktionen fortæller Aksel:

”Vi havde et lille problem med netop Stegepandefabrikken, for lige overfor havde den tyske værnemagt kommandantur, hvor der var vagt døgnet rundt. Om natten dog kun en. For en sikkerheds skyld placerede vi en vagt ved siden af kommandanturen til at tage sig af vagten, hvis han skulle blive for nærgående. Vi kom ind på fabrikken og anmodede arbejderne om at gå ud i gården, mens vi anbragte vores bomber på de forskellige drejebænke. Imidlertid må den tyske vagt have hørt et eller andet, for pludselig gik han over gaden og kikkede nysgerrigt ind i gården. Tilsyneladende bemærkede han ikke noget unormalt derinde, da der var fuldt oplyst på fabrikken, og alle maskinerne gik for fuld tryk. Han gik derefter over til sit kontor igen, hvorefter han slukkede lyset. En af arbejderne havde glemt sit ur ved sin maskine og bad derfor en af vagterne, om han ikke kunne få det. Et øjeblik efter havde en af vores vagter hentet uret til manden, og han blev glad. Lidt efter var vi færdige med at anbringe bomberne, og der blev givet signal til at operationen var overstået. Derefter gik vi i gang med at advare alle de omkringboende om, at fabrikken ville blive sprængt i luften. Da det var klaret, versvandt vi en og en over Sønderbro. Et par stykker var dog blevet betænkelige ved at tage over broen, men valgte at forsøge sig med en robåd længere ned ad åen. Men det viste sig, at der ikke var årer i båden, så de måtte bruge deres hænder som padler for at komme over.”

Om selve sprængningen og virkningerne fortæller de store avisreferater dagen efter (den 15. september). I overskriften hedder det således:

”Maskinfabrik i Strømmen lagt i ruiner af bomber. 2 voldsomme detonationer i aften 10-12 maskerede revolverbevæbnede sabotører tiltvang sig adgang til fabrikken.”

Om virkningen på fabrikken hedder det videre.

”bygningen, der var ret spinkel i sin konstruktion blev fuldstændig ødelagt, og det eneste, der står tilbage af virksomheden i dag, er kontoret, hvis inventar til gengæld er ret uskadt. Skaden på bygningen er total. Alt værkstedets inventar blev ødelagt og spredt for alle vinde og dele af bygningen kastedes rundt i den nærmeste omegn, hvor de anrettede skade på huse og haver.”

Straks efter sabotagen iværksatte det danske politi en større eftersøgning af sabotørerne, men uden held. Det blev en af de sidste eftersøgninger det randrusianske politi skulle komme til at foretage, for kun fire dage senere blev det danske politi taget af tyskerne og mange af dem sendt til tyske koncentrationslejre.

Foruden sabotagerne mod værnemagervirksomheder var ”A/S-gruppen” virksom på andre områder der i det tidlige forår 1944. Således deltog gruppen i et likvideringsforsøg mod en af de kendteste randrusianske stikkere. Denne havde længe være på modstandsbevægelsens liste over stikkere der skulle likvideres. Det lykkedes dog stikkeren at undslippe forsøget fra ”A/S-gruppen” ,men han blev senere under krigen likvideret af en anden modstandsgruppe. På dette tidspunkt, hvor man deltog i sabotager og likvideringsforsøg, havde ”A/S-gruppen” desuden gennem et stykke tid været involveret i en anden vigtig modstandsaktivitet, nemlig våbenmodtagelser.

Menu for A/S-Gruppen
1. Randers i de første besæt. år	6. Våbennedkastningerne
2. A/S-Gruppens første fase	7. Slutspil i november 1944
3. Dannelsen af gruppen	8. Sprængningen
4. Forår 44	9. På vej mod befrielsen
5. A/S-Gruppen i aktion	10. Efterskrift