Efterår 2017 – Meddelelser til Medlemmerne

RANDERS AMTS HISTORISKE SAMFUND
Efterår 2017

 

 

Kære medlemmer
Så er det blevet sommer igen og vores efterårsprogram er kommet på plads.

Foråret har budt på foredrag med blandet indhold, men I kære medlemmer møder troligt op, og det er vi rigtig glade for. Det er jer, der gør vores arbejde værdifuldt. Vi prøver altid at få fat i de bedste foredragsholdere, samt at ramme jeres ønsker for emner. Derfor vil vi også gerne have forslag fra jer til emner og foredragsholdere.

På nuværende tidspunkt har vi udsendt 3 nyhedsmails. Vores intention er at udsende 6 gange årligt. Det er altså ikke op til hvert foredrag, at der kommer en nyhedsmail. Man kan jo også blive overfodret, og vi ønsker ikke, at I bliver trætte af at modtage dem i jeres mailboks. Vores formål med nyhedsmailen er, at den skal være så aktuel og informativ som muligt.

Randers Historier 5 lancerede vi jo til jul. Det var et ønske fra mange, at vi fik lavet denne bog. Salget er gået godt, men vi har stadig mange på lager. Tænk på den som en fødselsdagsgave eller måske til jul.

Tilbage til efterårsprogrammet.
Randersugen er et kapitel for sig. Vi har atter en cykeltur, åbent hus i Helligåndshuset og Randersbilleder hos Cykelbørsen.
Efterårets foredrag begynder med Erik Hofmeister, som fortæller og viser billeder fra Gudenå-dalen i to vidt forskellige perioder og om to vidt forskellige måder at bruge åen på. Derefter kommer Anders Straarup og fortæller om allierede fly skudt ned over Danmark, med vægt på de lokale. Vi slutter med foredraget om De hvide Busser. Arne Doktor fortæller b.la. om Bernadotte-aktionen i 1945 i krigens sidste måneder.
Året slutter naturligvis med Årbogsreceptionen.
Vores efterårstur går til Frederikshavn til Kystmuseet ved Bangsbo. Her vil vi med guide opleve: Bangsbo Hovedgård, Bangsbo Fort, Det jyske Modstandsmuseum samt det smukke haveanlæg.

I dette efterår har vi også i samarbejde med Folkeuniversitetet, Kammerorkesteret m. fl. lavet en temadag på Værket om Reformationen i 1517 – 2017. Tilmeldingen sker gennem Værket.
Ordets Dag på Underværket deltager vi naturligvis også i.
Som I kan læse er vores efterårsprogram meget varieret, og vi håber, at I vil finde det interessant.
Yderligere informationer finder I på vores hjemmeside.

Vi glæder os til at se jer.

Inger-Lise Mørup